Israels UNRWA-forbud er et angreb på FN’s legitimitet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Israel og FN står i dag på et bristepunkt i deres forhold, efter Knesset i går erklærede UNRWA for en terrororganisation. Det sætter det internationale samfund under pres for at reagere og forsvare FN’s humanitære arbejde.

Israel og FN har altid haft et forhold præget af dybe spændinger, lige siden FN understøttede oprettelsen af Israel i 1948, men et af FN’s egne agenturer UNRWA – FN-s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – har særligt været et stridspunkt i den vedholdende konflikt mellem Israel og FN.

UNRWA blev oprettet som en nødhjælpsforanstaltning for at sikre palæstinensiske flygtninges basale livsvilkår efter deres massefordrivelse fra det stykke land, hvorpå Israel blev oprettet, og organisationen blev af Israel mødt med modstand fra starten.

Konflikten er ikke blevet mindre intens med årene, og spørgsmålet er, om Israel med gårsdagens afstemning i Knesset om at erklære UNRWA for en terrororganisation, hvis virke skal være forbudt i Israel, har bragt forholdet til FN til en kritisk grænse, hvor det internationale samfund er tvunget til at reagere for at sikre FN’s legitimitet.

UNRWA har været den eneste livline for millioner af mennesker i Gaza gennem det seneste år. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvor høje dødstallene i Gaza ville have været uden den mad, medicin og husly, som UNWRA har formået at sikre under ekstremt svære forhold.

At forsøge at forhindre organisationen i at arbejde midt i en krig og sultkatastrofe, hvor millioner er afhængige af deres hjælp, udtrykker en dybt bekymrende ligegyldighed over for de civile palæstinenseres liv. Det er derfor heller ikke overraskende, at USA, Canada, Australien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien i stærke vendinger har advaret Israel mod at tage dette skridt.

Israels konsekvente modstand mod UNRWA har været systematisk fra ikke-anerkendelse af flygtningestatus for generationer af palæstinensere til direkte beskyldninger om, at UNRWA skulle fremme anti-israelske holdninger og bidrage til terrorisme.

Ikke fordi FN-agenturet fejler, men i høj grad fordi det lykkes med sit mandat: Agenturets arbejde symboliserer en anerkendelse af de palæstinensiske flygtninges status og deres krav på en fremtid i eget land.

I dets virke med at levere skolegang til palæstinensiske børn og basal humanitær støtte til palæstinensiske flygtninge lever en forståelse for palæstinensernes kollektive identitet og overlevelse som en selvstændig gruppe. Nu er det gået så vidt, at Israel har betegnet UNRWA som en terrororganisation – en underminering af FN’s legitimitet og af de værdier, FN er bygget på.

Når Israel modarbejder FN’s tilstedeværelse, er det ikke kun UNRWA, der står for skud. Israel har også besværliggjort FN’s arbejde på andre fronter bare inden for det seneste år: ved at forhindre FN’s generalsekretær adgang til Gaza, ignorere sikkerhedsrådets gentagne resolutioner for en våbenhvile i Gaza, beskyde fredsbevarende styrker i Libanon og ved at udfordre den internationale domstols kendelser og FN’s resolutioner, senest generalforsamlingens bekræftelse af Israels besættelse af Vestbredden som værende ulovlig.

Det internationale samfund er nødt til at svare på et fundamentalt spørgsmål: Hvordan håndterer FN et medlemsland, der åbenlyst handler i strid med humanitær lov og udfordrer organisationens autoritet?

Det globale syd holder et skarpt øje med den vestlige verdens ageren. Og de ser en situation, hvor vestlig dobbeltmoral underminerer det internationale systems påståede universalitet og lighedsprincip, når vi taler højt om menneskerettigheder, men undlader at handle, når det gælder Israels åbenlyse brud på dem i Palæstina. Vestens håndtering af konflikten har resulteret i et troværdighedsproblem, som fører til tab af indflydelse i store dele af verden.

Danmark, der snart indtager sin plads i FN’s Sikkerhedsråd, må stå fast på FN’s rolle. Vi har anerkendt FN’s autoritet og må også være villige til at presse på for sanktioner hvis nødvendigt, når deres resolutioner ikke overholdes. Danmark har allerede stemt for, at Palæstina skulle have status som fuldt FN-medlem, men et vigtigt næste skridt vil være at anerkende Palæstina som en selvstændig stat, ligesom et flertal af FN’s medlemslande allerede har gjort det.

Når statsministeren og udenrigsministeren begge taler om en tostatsløsning, anses anerkendelse af en palæstinensisk stat som en brik i forhandlingerne, men det er helt skævt at forestille sig, at et besat folk, der er blevet sønderbombet, skal forhandle med det styre, der hersker over dem, om deres egen suverænitet.

Nok er anerkendelsen af Palæstina et symbolsk skridt, men det er en symbolik, som har enorm betydning for de millioner af palæstinensere, der kæmper for at holde håbet i live. Baggrunden for Oslo-aftalen var i sin tid en gensidig anerkendelse mellem Israel og det palæstinensiske lederskab.

Dengang lå der et håb om, at det palæstinensiske selvstyres anerkendelse af Israel kunne føre til en fremtidig palæstinensisk stat. Men Israels fortsatte militære besættelse, støtten til de ulovlige bosættelser og den brutale blokade af Gaza har undermineret håbet om en politisk løsning blandt mennesker, som gennem årtier er blevet svigtet, fordi løfterne om en stat aldrig blev indfriet, og som har måttet se til, mens deres livssituation er blevet konstant forværret. En anerkendelse af Palæstina er en støtte til de kræfter, der arbejder for en tostatsløsning, og ikke en støtte til Hamas’ yderste mål.

Det er det vigtigste skridt mod at finde en politisk og varig løsning på konflikten. At opnå fred kræver, at vi støtter den palæstinensiske befolkning i at vælge en ny ledelse, der kan samle folket og stå over for Israel med krav om respekt for menneskelig værdighed – den anerkendelse skylder vi dem, som stadig ser den vej som en mulighed – fremfor Hamas’.

Det internationale samfund står nu ved en skillevej: Enten fortsætter vi med en forfejlet politik af passivitet, eller vi tager aktivt del i at sikre en varig våbenhvile, adgang for humanitær hjælp og anerkender Palæstinas ret til selvstændighed og retfærdighed. Danmark må sammen med resten af FN tage et klart valg – ikke bare for palæstinenserne, men for alle, der ønsker at bevare troen på FN’s grundlæggende værdier om fred, menneskerettigheder, suverænitet, globalt samarbejde og universelle retsprincipper.