Den politiske analyse er degenereret til heppekor og ønsketænkning. Men Kamala-manien er forbi
At begejstringen for Harris er kølnet, hænger sammen med, at den kulturelle dagsorden er skiftet fra venstre til højre.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Donald Trump står til at vinde over Kamala Harris ved det amerikanske præsidentvalg. Kamala-manien er forbi. Den blev ellers omhyggeligt vedligeholdt i den snakkende klasses ekkokammer.
Forleden måtte jeg slukke for DR, fordi værterne og gæsterne begejstret overbød hinanden i naive forestillinger om Kamala Harris’ evner og popularitet.
Det er, hvad store dele af den politiske analyse er degenereret til. Heppekor og ønsketænkning. Det samme med Ukrainekrigen. Nu vil ukrainerne smide russerne ud, og nu vil den liberale verdensorden blive genetableret, har vi hørt. Tvivler man på Zelenskyj og Harris, møder man øjeblikkelig fordømmelse. Dog med nogen god grund, for Putin er Vestens fjende, og Trump er en dybt problematisk politiker.
Men Kamala Harris er næppe bedre, og de fleste amerikanere synes at have indset det. Harris er en af de mest venstreorienterede politikere i USA, og hendes retoriske forsøg på at skifte holdning har ikke overbevist.
Den illegale indvandring har været historisk høj under Biden og Harris, og Harris griner bare fjoget, når hun konfronteres med katastrofen. Hun har endda talt for afkriminalisering af illegale indvandrere. Ved at gøre dem til statsborgere kan Demokraterne da også sikre sig en solid vælgerbase, der vil holde dem ved magten fremover.
At begejstringen for Harris er kølnet, hænger sammen med, at den kulturelle dagsorden er skiftet fra venstre til højre, sådan som økonomen Tyler Cowen har dokumenteret det. Det offentlige overforbrug under covid, den fodslæbende bekæmpelse af urolighederne efter George Floyds død og støtten til ”Defund the Police” og woke er dybt upopulært.
Samtidig har den konservative bevægelse med skikkelser som Patrick Deneen, Yoram Hazony, Oren Cass, J.D. Vance og Chris Rufo bredere appel end den progressive venstrefløj.
Feminiseringen af samfundet har drevet flere og flere mænd, herunder sorte og latinamerikanere, over i den republikanske lejr. Det Demokratiske Parti er i manges øjne blevet de ugifte – og veluddannede – kvinders parti.
Fra skolelærere i Kansas til håndværkere i Michigan møder almindelige amerikanere tilsvarende en intellektuel elites nedladende formaninger om alt fra klimavaner til kønsidentitet. Universiteterne er blevet ideologiske drivhuse, hvor kun Demokraternes tanker får lov at spire. Men universiteternes troværdighed er styrtdykket, og især unge mænd føler sig ekskluderet fra dem. Det bidrager ikke blot til højredrejningen, men også til en voksende kløft mellem mænd og kvinder.
Demokraternes popularitet blandt sorte vælgere og andre minoritetsgrupper er svækket, og amerikanerens støtte til Black Lives Matter er dalet markant. Der er nu flere modstandere end støtter af BLM.
Tilliden til medierne falder fortsat til et nærmest afgrundsdybt niveau. Det er svært at få selv en legitim kritik af Trump til at trænge igennem til den brede offentlighed.
Krigen mellem Israel og Hamas og den stigende antisemitisme sønderriver Demokraternes vælgerbase på en måde, som ingen andre emner splitter republikanernes base.
Trump fremstår for mange vælgere betydeligt mere sympatisk end i 2016 og 2020, og attentatforsøgene har styrket hans popularitet. Efter det første mordforsøg rejste Trump sig med blodigt ansigt og knyttede næver, imens han råbte: »Fight! Fight! Fight!« Trump er oprørets sejlivede bannerfører, og det går rent ind hos mange vælgere.
Forleden kunne man i JP læse, at vi skal forberede os på en mere radikal politik under Trump. Men hvad nu, hvis det er Kamala Harris, der er den radikale? Hvad nu, hvis det er establishment-knuseren Trump, der inkarnerer den common sense, det store flertal intuitivt bakker op om?
Under Biden og Harris har USA været præget af kaos. Den sydlige grænse bløder som et åbent sår, inflationen æder økonomien op, Taliban er tilbage i Afghanistan, og russerne har befæstet sig i Ukraine. Verden er blevet mere ustabil, men vælgerne søger stabilitet, og de ser Trump som et svar.
Den løsning kan man tvivle på. Men Kamala-manien er forbi.