Min flagstang er ikke statens udenrigspolitiske potensforlænger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg sidder i min statssubsidierede studiebolig til langt under markedspris og kigger ud af vinduet. Statens udenrigspolitiske potensforlænger står ud i vejret som en stangspringer i min baghave.

Min flagstang er blevet til VORES flagstang.

Det lyder næsten som starten på noget romantisk, hvis det altså ikke var Peter Hummelgaard, som pludselig stod på mit dørtrin med en flyttekasse fyldt op med nationalmoral, ytringsfrihedsregulering og Fremad Amager-fodboldtrøjer. Klar til at rykke med ind på mit frimærke og bestemme over mig og min have.

Folketinget stemmer i oktober for en ny flaglov, som forbyder danskerne at flage med fremmede nationers flag. Det er en fortsættelse af den retspraksis, som var gældende fra 1915 og indtil juni 2023, hvor Højesteret vurderede, at der aldrig havde været lovhjemmel til at inddrage danskernes autonomi over vores egne flagstænger og dermed vores ytringsfrihed.

Under Første Verdenskrig gjorde justitsminister Zahle sig nogle juridiske badutspring ved at henvise til en kongelig resolution tilbage fra 1854, og med det blev flagloven indført uden en afstemning i Folketinget. Det blev forbudt at flage med fremmede nationers – særligt fremmede krigsførende nationers – flag. Formålet var at holde Danmark neutral i en tid, hvor europæiske soldater var til premiere på Første Verdenskrigs nye gasvåben.

I dag er skyttegravskrig gået af mode i vores nabolande, og der er næppe risiko for, at min flagstang sender nationen ud i tredje verdenskrig. Så hvad er det, der giver vores politikere berettigelsen til at regulere danskernes flagstænger, som er på linje med den radikale Zahles frygt for, at danske soldater også skulle have en smagsprøve på de våbensystemer, som gav anledning til krigens love?

Svaret er nationalromantisk forfængelighed. Ren og skær sart og snobbet smagsdommeri. Peter Hummelgaard, min nye roommate fra helvede, sagde det selv under førstebehandlingen: »Dannebrog er ikke bare et flag. Det er også et nationalt symbol, der binder os danskere sammen som folk (…) Derfor finder jeg det også naturligt, at Dannebrog har en helt særlig status her i landet.«

Vi fnyser kollektivt over ordet ”moralpoliti”, som om det er noget, der er forbeholdt de varme lande. Jeg er enig med Hummelgaard i, at Dannebrog har en særlig status her i landet, men forundret over, hvordan han ud fra dét konkluderede, at det er hans opgave som minister at missionere rundt bag danskernes ligusterhække og gøre traditioner til lov. Det er nemlig præcis, hvad der står i jobbeskrivelsen hos et moralpoliti. Lovens lange arm har ikke længere kun til opgave at opklare de forbrydelser, der bliver begået mod landets borgere, hvilket der i øvrigt knap nok er ressourcer til. I stedet skal feinschmeckergarden rykke ud, når danskerne dansker forkert, fordi vores traditioner er blevet lovbundne.

Med lovforslag som dette forbryder vi os mod hinanden ved ikke at rette ind efter flertallets krænkelsesparate nationale fornemmelser. Holdninger hører til bag hjemmets fire vægge, og vi må forstå, at vi skal begrænse vores ytringer til dér, hvor de ikke generer andres udsigt. Historisk er det gode naboskab kun blevet ødelagt af én ting: naboen. Statens nye fjende nummer et, hvis frie ord staten nu bekæmper med magt, fordi komfort og tryghed er blevet en rettighed før alle andre.

Den kollektive mønstergenkendelse er blevet sløv, og vi har glemt at spørge, hvem der vinder, når brok bliver forbudt, og hvem det gavner, når min have inddrages som endnu en brik i statens symbolpolitiske puslespil.