"Palæstinas Plads" hører ikke hjemme i Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På Københavns Rådhus har SF, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre i ét beslutningsforslag som bekendt foreslået at ville navngive et område omkring Nørrebro som ”Palæstinas Plads”. Det er selvfølgelig en smule bemærkelsesværdigt, hvorfor ovenstående partier vil navngive en plads i København efter et område, som ligger i Mellemøsten.

Miljø-og teknikborgmester Line Barfoed mener, at det vil sikre, at alle borgere i København føler sig set og som én del af byen. Rationalet bag udspillet er desuden, at der er mange herboende danskere af muslimsk oprindelse, som har forbindelser og tilknytning til mellemøstregionen. Det er selvfølgelig ikke forkert, men de geopolitiske og territoriale realiteter er nu en gang således, at Nørrebro i København er dansk territorium for danske statsborgere og derfor ikke et område, som er geopolitisk placeret i Mellemøsten.

I Danmark har vi i øvrigt ikke historisk tradition for at sektorinddele områder efter etniske grupperinger, efter religiøse tilhørsforhold og da slet ikke, at vi tager andre befolkningers geopolitiske konflikter med ind i det danske samfund. De færreste forestiller sig, at det danske statsborgerskab eller politiske rettigheder fremover skal erhverves i kraft af hverken etnicitet eller religion. Med andre ord hører den nuværende udenrigspolitiske konflikt mellem palæstinensere og israelere – og den igangværende storkonflikt – hjemme i Mellemøsten og ikke på dansk territorium.

Desuden er krigen i Ukraine, udsigterne for Europas faldende konkurrenceevne samt USA’s og Kinas positioneringer, hvad angår teknologi og grønne investeringer, samt Frankrigs og Tysklands indre politiske splittelser og økonomiske problemer markant farligere for Europa end krigen i Mellemøsten.

I lyset af den stigende antisemitisme både i Danmark og i Europa generelt kunne timingen for de fire partiers forslag heller ikke være dårligere.

Det er klart, at langt de fleste danske statsborgere af muslimsk etnicitet og oprindelse ikke opildner til etnisk vold og had i Danmark, men det er lige så antageligt, at en ”Palæstina Plads” på Nørrebro i København vil anspore til en stigende – og i øvrigt meget udansk – etnisk bevidsthed, som er farlig i den nuværende situation. Der er allerede begået hærværk på det danske udenrigsministeriums adresse i København med henvisning til Israels rolle i mellemøstkonflikten.

Opbakningen til og respekten for den jødiske befolkning i Europa er et ufravigeligt løfte efter 1945. Derfor er forslaget om en ”Palæstina Plads” i København også i lyset af den nuværende stigende antisemitisme i Danmark og Europa generelt samt den geopolitiske brand i Mellemøsten udtryk for én manglende strategisk skelen til internationale forhold og for den stigende forråelse i visse dele af det danske samfund.