1950'erne har ringet, Tesfaye. De vil have deres børnesyn tilbage

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Børne- og undervisningsministeren har annonceret en ny ordensbekendtgørelse, der giver ubehagelige mindelser om den sorte skole i 1950’erne. Børn skal sendes hjem i dagevis. Eftersidningen er tilbage. Ministeren vil gerne lege skolens stærke mand.

Udfordringen er vi enige i: Der er børn, der ikke har lært at være i fællesskabet i skolen. Der er lærere, der udsættes for uacceptable vilkår. Det skal vi løse – men Tesfayes stærke autoritetsdyrkelse forslår som en skrædder i helvede.

For når et barn slår, sparker, råber eller på andre måder gør noget, der stikker skidt ud af fællesskabet, er det aldrig med ønsket om at være ond. Ingen børn er født onde. Det er en anmodning om hjælp. Og en anmodning om hjælp skal mødes med netop hjælp, ikke en straf.

For hvis det knaser derhjemme, og man ikke har fået de rigtige værktøjer til at komme godt ind i et fællesskab og blive en god holdspiller med i rygsækken hjemmefra, hvordan skulle det nogensinde hjælpe, at man ”tager en dag eller to derhjemme”? De børn skal mødes af uddannede pædagoger og skolelærere, der kan vise dem vejen. For det er jo netop tiden ”derhjemme”, der er roden til problemet.

For vi insisterer simpelthen på, at det aldrig kan være børnenes skyld. Når Tesfaye vil straffe børn med hjemsendelser og eftersidning, gør han det til børnenes skyld. Udskamning og straf hjælper ikke børnene, det sætter dem endnu længere væk fra det fællesskab, de for alt i verden skal blive en del af.

Så kære Tesfaye: For hvis skyld er det egentlig, du har ændret ordensbekendtgørelsen? Det er i hvert fald ikke for børnene. Folkeskolen og ikke mindst udsatte børn er alt for vigtige til at være forsøgsdeltagere i dit politikerforsøg på at fiske konservative vælgere. I sidste ende gør du kun problemerne værre, for ingen børn lærer at indgå i fællesskaber ved at straffes ud af dem.

Og den danske folkeskole var ikke bedre i 1950’erne. Der var mange grunde til, at vi gik væk fra det børnesyn, der lå til grund for den skole – og hele vores opdragelse af børn i øvrigt dengang. Danmark er blevet et bedre land siden – der er vitterligt ingen gode grunde til at gå tilbage.