Regeringen er selv skyld i, at medierne ikke gider dække debatter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, kritiserer i et debatindlæg i Jyllands-Posten landets aviser, fordi de ikke dækker finanslovsdebatten.

Jeg skal skynde mig at sige, at han i samme debatindlæg roste mig og det medie, jeg arbejder for, NB-Økonomi, fordi vi dækkede debatten. Men det er ikke et takkebrev, jeg har sat mig for at skrive.

Dele af debatten efterfølgende mellem politikeren og medierne gør mig lidt trist. Debatten om finansloven er kedelig. Man kender alle partiers positioner på forhånd. Det er et teaterstykke. Den slags forudsigelige automatreaktioner var det, han modtog. Presselogen på TV 2 News var en prisværdig undtagelse, men jeg vil gerne tage samtalen et spadestik dybere, det nåede de nemlig ikke i udsendelsen.

Jeg tror ikke, at Engelbrecht bredt set får noget ud af sit debatindlæg, og jeg vil derfor foreslå ham selv at gøre noget for at få flere journalister til at interessere sig for debatterne i salen. Noget, han kan tage op med den nuværende regering.

Sagen er den, at skiftende regeringer selv er skyld i, at journalister ikke længere gider at dække debatter i folketingssalen. Vi synes, det er spændende at dække, når noget faktisk bliver vedtaget eller kan ændre sig. En debat i Folketinget får stort set aldrig en regering til at skifte holdning, fordi den er blevet klogere af debatten.

Regeringer stemmer også helt rutinemæssigt beslutningsforslag ned fra oppositionen i stedet for at se grundigt på dem og stemme for, hvis der bliver stillet gode forslag.

Medierne ville formentlig udstille begge dele som svaghed hos en regering frem for en befrielse eller mulighed for at gøre borgerne klogere. Men nogen skal tage det første skridt ud af den forudsigelige dødedans, så hvorfor ikke regeringen?

Derudover har – igen skiftende – regeringer tømt indholdet i de politiske udvalg og flyttet forhandlingerne over i ministerierne. En gang imellem skriver journalisterne så den lidt misvisende sandhed, at XYZ-politiker ikke passer sit arbejde, fordi denne aldrig dukker op i udvalgene. Det er sandt, at politikerne ikke dukker op, men det er misvisende, at de ikke laver noget, da man har flyttet alt arbejdet væk fra udvalget.

Det får også den konsekvens, at borgere og organisationer, som ønsker foretræde for et udvalg, mødes af næsten tomme pladser, fordi udvalgene er tømt for både indhold, politikere og journalister.

Min umiddelbare fornemmelse er i øvrigt, at mange regeringer ignorerer høringer og høringssvar, hvor jeg personligt mener, at man bliver klogere. Men de dækkes heller ikke af journalisterne ud over nichemedierne. Her vil man ellers opleve, at politikerne typisk er blevet advaret, inden noget går galt.

Også derfor er det dumt, at politikerne har flyttet det politiske arbejde langt væk fra journalisterne, langt væk fra Folketinget, langt væk fra interesseorganisationerne og i sidste ende langt væk fra borgerne. For der er næppe mange, der er blevet politiker for at lave fejl, man kunne have undgået, hvis man blot havde lyttet til andre end sig selv.

Omvendt dækker medierne netop der, hvor der sker noget. Journalister er ekstremt gode til at få detaljer ud af politiske forhandlinger. I det arbejde ligger der jo også en anerkendelse af, at politikerne faktisk arbejder, også selvom de ikke sidder i et udvalg.

Men uanset om man er journalist eller politiker, så må man tage ansvaret på sig og få noget til at ske, også i salen eller i udvalgene, når man er der. Som journalist kan man fyre op under en debat – også en finanslovsdebat – ved at fokusere på spørgsmål, der faktisk interesserer borgerne. Ellers ender man som medie – og nok også politiker – med at blive både kedelig og forudsigelig.