Håbet lever stadig i USA. Men lige neden under buldrer vreden og angsten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man mærker håb, vrede og angst i USA’s vigtigste valgkamp nogensinde. I sidste uge pakkede jeg mine tasker og tog til Detroit i svingstaten Michigan. Her er jeg de næste to måneder og kæmper for, at Kamala Harris får fire år i Det Hvide Hus.

Når man er midt i orkanens øje i en svingstat, er det slående, hvordan valgkampen er præget af tre stærke følelser: håb, vrede og angst.

Michelle Obama sagde det i sin tale på Det Demokratiske konvent: »Hope is making a comeback.«

Det oplever jeg også, når jeg sidder med kampagnefolkene i Detroit og ringer til amerikanske vælgere eller står på campus og taler med unge. Der er en tro på, at Harris kan bringe forandring, og at hendes sejr vil være et vendepunkt for et splittet og kriseramt USA.

For nylig stod jeg med den kendte demokratiske senator Cory Booker på en lille beværtning i Detroit. Lokalet var fyldt med folk fra forskellige etniciteter og aldersgrupper, alle samlet for at støtte op om Harris.

Senator Booker var lykkelig for, at en dansker var taget hele vejen fra »Europe to the states to give them hope and inspiration«.

Men Booker talte i lokalet også til alles hjerter, da han fortalte, at den her kampagne handler om håb og kærlighed. Kærlighed er for ham bl.a., at alle har råd til deres medicin, at ens børn kan gå trygt i skole uden frygt for at blive skudt, at folk kan få et job med en »decent wage«, at man kan elske dem, man vil. Booker er en toppolitiker, og jeg skal love for, at han kan tale et lokale op. Det er vildt at opleve i virkeligheden, men Booker kan også kun tale lokalet op, fordi Harris har fået håb til at lave et comeback.

Det er dog ikke alle unge, der føler håb. Mange unge mænd er vrede og aggressive. Det er klart, at det er et splittet land, da Michigan trods alt er en svingstat, hvor 5.000-10.000 stemmer afgør statens farve.

Når jeg står på universitetscampusser i Detroit og indsamler underskrifter eller hjælper med at registrere folk til at stemme, møder jeg ofte mænd, der i første omgang er venlige og imødekommende.

Men når de opdager, at jeg støtter Kamala Harris, ændrer stemningen sig drastisk. Jeg bliver mødt med aggressivitet og vrede. Mit mål er dialogen med de unge mænd, men for dem handler det ikke om konkret politik. Ofte er de mere enige med Harris end Trump på de konkrete emner.

Mit klare indtryk er, at det i højere grad for dem handler om en følelse af, at deres plads i samfundet er truet. Fortidens privilegier er væk, og i stedet for at have en analyse af de strukturelle uligheder, der præger mange vestlige samfund, så tager vreden og hadet over. Mange af disse mænd står over for større økonomiske udfordringer end deres forældres og bedsteforældres generation.

De oplever ikke, at løsningen på deres udfordringer er det, som Harris foreslår – tværtimod er Harris i deres optik symptomet på problemet. Det er et wakeupcall til os progressive om, at vi har et stort arbejde med at nå unge mænd, da højrefløjen ikke vil løse, men forværre deres problemer.

Den tredje følelse, der er dominerende, er angst. Den er især tydelig blandt de demokratiske vælgere og aktivister, jeg arbejder med. Der er en velbegrundet frygt for, at USA simpelthen ikke kan klare fire år mere med Donald Trump som præsident. Trumps loyale rådgivere har en manual klar til at omkalfatre hele den amerikanske stat, og Trump roser jævnligt autokratiske regimer.

Samtidig har Trump kun en »concept of a plan« for sundhedspolitik, og hans nylige immunitet fra højesteret er prikken over i’et for hele den demokratiske lejr.

Hvis Republikanerne formår at skabe nok frygt og afmagt til, at den demokratiske base ikke stemmer, så står vi i den vestlige verden over for fire år med en præsident, der vil være starten på enden for hele vores måde at leve på.