Befolkningsbegrænsning er bagstræberisk. Verden behøver i stedet klog vækst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Jyllands-Posten 22/9 får maskinmester Frode Oldenburg Jørgensens selvpublicerede bog ”Manualen” god spalteplads. Forfatteren foreslår – blandt meget andet i sin bog – at par højst må få to børn, og at fertilitetsbehandling skal forbydes. »Vi skal stoppe befolkningstilvæksten for at redde Jorden,« lyder det.

En besnærende tanke. Med færre til at dele kagen får vi vel alle et større stykke?

Besnærende, måske, men også et dybt forfejlet tankegods. Helt tilbage i 1798 hævdede Malthus, at menneskets forplantning overhaler naturens ressourcer. Øgede befolkninger vil føre til afsavn og hungersnød.

Malthus og hans følgere i vore dage overser imidlertid, at mennesker ikke blot forbruger ressourcer, men sandelig også skaber dem. I Jægerstenalderen kunne Danmark kun oppebære få tusinde menneskers kummerlige og primitive tilværelse. Nu brødføder Danmark med moderne landbrugsteknologi ikke blot 5 mio. danskere, men langt flere rundtom i verden.

Jordens befolkning er ottedoblet siden 1800. For Malthus en fatal udvikling, men siden hans dage er andelen af fattige faktisk faldet støt. Det meste af verdens befolkning lever nu bedre, end han kunne forestille sig. Historiens lektion er klar: Vi bliver flere om at dele, men kagen, vi bager, er også forholdsmæssigt større. Meget større.

Alligevel florerer antihumanistiske teorier stadig: Vækst er skidt, og befolkningstilvækst er særlig skidt. Tankegodset førte til racehygiejne og Lebensraum i 1930’ernes Tyskland og overlevede utroligt nok i efterkrigstiden. Helt op til vore dage er vestlig ulandshjælp blevet sammenknyttet tiltag til befolkningsbegrænsning. Tvangssterilisering, sene aborter og lignende metoder blev praktiseret i Indien, Afrika, Peru og mange andre lande med støtte fra bl.a. Verdensbanken og FN.

Værre gik det for sig i Kina. Den kommunistiske ledelses étbarnspolitik i 1980’erne kostede millionvis af uønskede pigebørn livet. Læren lød, at skulle Kina være økonomisk bæredygtig, måtte man holde sig under 700 millioner indbyggere. Ren galskab, som man kunne forvisse sig om ved at se på Sydkorea, hvor befolkningstætheden var fire gange Kinas, men bnp pr. indbygger samtidig meget større.

I dag lever der mange flere i Kina end dengang, man troede, at ”befolkningsbomben” ville fastholde landet i armod. I virkeligheden skete det modsatte: Befolkningstilvæksten gik hånd i hånd med en langt mindre andel af fattige.

Den antihumanisme – eller sagt på dansk: menneskefjendskhed – Oldenburg Jørgensen forfægter, er en historisk misforståelse af rang. Jordkloden besidder ikke endelige, afmålte ressourcer: tværtimod viser historien, at jo flere mennesker vi er, jo flere nye ressourcer skaber vi, og jo bedre lever vi.

Befolkningsbegrænsning er bagstræberisk. Verden behøver i stedet klog vækst uden at udpine jorden og skade miljøet; vækst drevet af moderne teknologi, deriblandt selvfølgelig dansk knowhow.