Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad J.K. Rowling mener om alt muligt. Bare lad mig læse Harry Potter i fred

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

J.K. Rowling kan for min skyld sige nærmest, hvad der passer hende.

Intet kan for mig ødelægge det smukke univers, hun opbyggede på Hogwarts, og den fortryllende historie, hun fortalte om en forældreløs 11-årig hos sin rædderlige moster og onkel og hans kamp mod det onde. En historie, som jeg vil vove den påstand, at langt de fleste har stiftet bekendtskab med i løbet af deres barndom eller ungdom, og som har skabt en fanbase over hele verden.

Jeg selv holder så meget af historierne, at jeg har fået tatoveret det gyldne lyn på min højre underarm, og alene det er med til at skabe en relation til fuldstændig fremmede mennesker alene på den baggrund, at vi deler en fælles interesse for et stykke fantasy. Lynet var min anden tatovering, den gjorde ondt som bare pokker, men jeg har sjældent smilet så meget, som da jeg så det færdige resultat.

Ikke desto mindre har J.K. Rowling haft nogle kontroversielle udtalelser om bl.a. transkønnede, det vil jeg gerne medgive. Dog synes jeg, det er vigtigt at have for øje, at man ikke blindt canceler alt, hvad en kunstner har sat i verden, fordi vedkommende måtte have en politisk holdning, man ikke deler.

Det er vigtigt, vi er i stand til at skille tingene ad.

Når mine børn, den dag jeg får sådan nogle, kommer til at vokse op med Harry Potter, så handler det ikke om, at jeg vil være på tværs eller lade være med at forholde mig til, hvad J.K. Rowling har udtalt sig om. Det er mit ansvar som forælder.

Men mine børn skal ikke ligge til last for den slags, før de er gamle nok til at forstå det. Harry Potter er nemlig en herlig fortælling om opvækst, udfordringer i livet og ungdommen, samspil og samvær med andre, som jeg tror, mange børn og unge kan forholde sig til og måske også lære noget af.

Når mine børn en dag bliver gamle nok til at forstå, hvordan det politiske klima hænger sammen, og hvordan store kunstnere også har et ansvar for deres udtalelser og platform, så kan man tage snakken med dem. Mens de har muligheden for at nyde magiens verden, skal de ikke forholde sig til betændte, identitetspolitiske debatter.

Det er endnu en gang mit ansvar som forælder, og det er et ansvar, alle forældre har. Men indtil da skal børn være børn, og den virkelighedsflugt, magiens verden tilbyder, skal de have lov til at nyde i fred.