Forskellighed er ikke en udgift. Det er en ressource

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når voksne vælger arbejdsplads, så er dette valg ofte vejledt af et utal bevidste og ubevidste præferencer, ift. hvor socialt arbejdet er, om det er konkurrencepræget, hvor sanseligt stimulerende det er, om det i det hele taget er et arbejde, som fanger ens interesse osv.

Det er et ret finmasket filter, vi benytter, når vi skal vurdere, hvor vi vil tilbringe mange timer af vores dag (og evt. år af vores liv). Dette er der også god grund til.

Mange af os kender godt følelserne af stress, nedtrykthed og motivationstab, hvis vi bliver placeret i en kontekst, som vi ikke passer ind i. Derfor er dette filter et vigtigt redskab, som hjælper os med at passe på os selv.

Men hvad har det med børn og unge at gøre?

Lad os først lave et tankeeksperiment. Forestil dig, at vi rystede erhvervsposen, således at alle på arbejdsmarkedet blev flyttet til en tilfældig stilling på en tilfældig arbejdsplads. Nogle personer ville sandsynligvis klare overgangen ganske gnidningsfrit, og andre ville over tid kunne justere sig til den nye kontekst.

Men hvad med de personer, som havner i en kontekst, de aldrig selv havde valgt? En kontekst, som aldrig havde passeret gennem det finmaskede filter, vi bruger til at passe på os selv. Jeg tænker ikke, at der kan være tvivl om, at en sådan omrokering ville føre til massive stigninger af sygemeldinger og fyresedler.

Hvis man så på disse stigninger uden at have kendskab til ”den store omrokering”, så kunne man passende sige, at arbejdsmarkedet ”havde” en trivselskrise.

Men giver det stadig mening at sige, når man bliver bevidst om, at en væsentlig del af problemet bunder i arbejdsmarkedets fuldkomne negligering af forskellighed? Jeg ville snarere sige, at arbejdsmarkedet ”skabte” en trivselskrise.

Der kan trækkes flere paralleller mellem ovenstående tankescenarie og de institutionelle rammer for børn og unge. Børn og unge er lige så forskellige og individuelle som voksne. De trives også bedre i forskellige kontekster, og der findes også kontekster, hvor de helt sikkert ikke ville trives.

Men de befinder sig ikke desto mindre i en ufrivilligt besat fuldtidsstilling, hvor de placeres i en kontekst karakteriseret ved store, sociale fællesskaber, højt stimulationsniveau, skiftende relationer, konstant forandring osv.

For en del af børnene er dette en ganske udmærket kontekst, som de godt kan trives i. Men ligesom hos de voksne, så må vi forvente, at vi udsætter nogle af dem for en øget risiko for ikke at trives bedst muligt, hvis vi ikke udvikler redskaber og strategier til at rumme deres forskellighed.

I forhold til de børn og unge, som har sværest ved at trives i de opstillede rammer, så håber jeg, at vi som samfund møder dem med den samme forståelse, vi ville møde én af de voksne fra vores tankeeksperiment med.

Hvis kontekstbetinget mistrivsel tolkes som en fejl i det enkelte barn, sker der en forskydning af normalitetsbegrebet. Hvis man i stedet for at rette opmærksomheden mod f.eks. skolens ressourcer og muligheder for at rumme forskellighed blandt børn placerer årsagen til mistrivsel hos barnet, så medvirker man til, at begrebet ”normal” langsomt bliver gjort synonymt med ”fungerer i kontekst”.

Det er nemlig helt normalt ikke at trives i alle typer sammenhæng, og skolen er nu engang blot én af mange typer sammenhæng, man kan indgå i.

Institutionerne skal have ressourcer og værktøjer til at frigøre sig selv fra det konvergenspres, som kan få børn og unge til at føle sig forkerte. Vi skal have et system, hvor forskellighed ikke bliver set på som en udgift, men i stedet som den kæmpe ressource, det har potentialet til at være.