Danmarksdemokraterne rider videre på rodeotyren

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmarksdemokraterne har gjort det til hele deres klimapolitik at få Danmarks grønne omstilling til at gå i stå. De klamrer sig til en nostalgisk idé om et fuldstændig uændret land og landbrug, som var det en rodeotyr til et CO₂-rally.

Der er bare ét problem. Før eller siden bliver man kastet af rodeotyren. Vi kan ikke fortsætte, som vi har gjort hidtil – hverken i landbruget eller i andre sektorer af samfundet. Alle skal bidrage til den grønne omstilling, og derfor er Danmarksdemokraternes kritik af klimaeffekterne af den grønne trepart helt hen i vejret.

Kritikken blev senest fremført af Hans Kristian Skibby i et debatindlæg i denne avis den 10. september, og det kræver et modsvar. For nej, den grønne trepart løser ikke de globale klimaproblemer. Kan det virkelig komme bag på nogen? Til gengæld lægger den en helt ny retning for den måde, vi forvalter Danmarks areal på, og det er noget, der kan sætte spor både i danske fjorde og skove, men også langt ud over Danmarks grænser. Den løser ikke de globale klimaproblemer, men det er et skridt på vejen mod et klimaneutralt Danmark.

Hans Kristian Skibby skriver, at vi må spørge os selv, hvad meningen er, når CO₂-afgiften på landbruget skal stige til 750 kr. pr. tons i 2035. Mit svar er tredelt:

For det første skal Danmarks være et foregangsland. Når Danmark som det første land i verden lægger en CO₂-afgift på landbruget, skaber vi ikke blot en reduktion i vores CO₂-udledning. Vi sætter også fart på udviklingen af grønne løsninger og baner vejen, så andre lande også kan nedbringe deres CO₂-udledninger på landbrugssektoren.

For det andet frygter jeg ikke, at den danske produktion flytter til Polen. Selvom EU-Kommissionen ikke indfører en CO₂-afgift på landbrug i EU, så har vi allerede et CO₂-regnskab for hvert EU-land. Skulle den danske produktion flytte til f.eks. Polen, så vil produktionen tælle med i Polens CO₂-regnskab og dermed tvinge Polen til at udlede tilsvarende mindre CO₂ i andre sektorer.

For det tredje kommer den grønne omstilling ikke af sig selv. Den kræver handling. Se på energisektoren – i 1990 var el- og fjernvarmsektoren den mest udledende sektor i Danmark, men nu forventes den i 2030 at blive den første sektor til at optage mere CO₂, end den udleder.

Transportsektoren viser tendenser til fald i CO₂-udledningerne – og så peger pilen altså på landbruget. Lad mig samtidig minde om, at store dele af landbruget selv har været med til at designe og selv har sagt ja til den her aftale. De parter, aftalen berører, har siddet med ved bordet, og det er både ambitiøst og historisk. Det er grøn handling, der virker.

Så imens Hans Kristian Skibby, Inger Støjberg og resten af Danmarksdemokraterne febrilsk klamrer sig til deres hårdtarbejdende rodeotyr, så vil jeg gerne bevæge mig fremad. Landbruget kan ikke fortsætte som hidtil, det skal bidrage til den grønne omstilling ligesom alle andre. Og Danmark skal turde gå forrest: Fordi det inspirerer, fordi det skaber grøn innovation og arbejdspladser, og fordi det er det rigtige at gøre.