Ny sundhedsstruktur er en narresut

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alle med interesse for sundhed kommer med det ene indlæg efter det andet forud for de politiske forhandlinger om Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Når man ser afsenderen, er det helt forudsigeligt, hvad budskabet er. Alle disse partsindlæg må virke frustrerende på alle, der ikke professionelt eller politisk arbejder inden for sundhed.

Efter 30 år som lokalpolitiker og halvdelen af dem som sundhedspolitiker er min påstand: Der er noget, der er vigtigere end struktur.

Hvis ikke de kommende forhandlinger ender i en model, hvor de økonomiske incitamenter understøtter de tilbud, der ønskes til borgerne, vil en ændret struktur ikke fremtidssikre vore sundhedstilbud til alle borgere. Så vil den geografiske ulighed fortsætte, og suboptimeringerne fortsætte. Der vil stadig være borgere, der ikke oplever sammenhæng. Den berømte trekant med manglende sammenhæng mellem den praktiserende læge, sygehusene og de kommunale tilbud vil fortsætte.

Intentionen, da den nuværende struktur blev indført, var rigtig. Den enkelte kommune skulle medfinansiere sundhedstilbuddene fra regionen. Det virkede de første år. Jeg sad selv som byrådsmedlem i Viborg og mindes, hvordan vi ved de årlige budgetlægninger så på de penge, der hvert år skulle sendes videre til regionen. Det medførte nytænkning, og der blev gennemført kommunale tilbud for at undgå, at borgere kom på sygehus eller blev genindlagt efter udskrivning.

Men dette system blev undermineret af en række modregninger gennem årene, og i dag er hele incitamentsdelen væk. Staten er blevet mellemled. Den enkelte kommune har ingen økonomisk interesse i, at deres borgere får et kommunalt tilbud frem for en indlæggelse.

Prøv at læse bekendtgørelse 1279 af 13/09/2022, så kan man forstå, hvad jeg mener. Det kaldes stadig kommunalt aktivitetsbestemt medfinansiering. For Region Midtjylland udgør den i 2023 lidt over 4,5 mia. kr.

Problemet er bare, at pengene kommer fra staten og ikke afspejler en betaling fra den enkelte kommune, hvor der kunne være en interesse i et samarbejde mellem den enkelte kommune og den enkelte region – med inddragelse af praksissektoren, hvor overenskomsterne heller ikke giver incitamenter til at samarbejde med kommune og region til gavn for borgerne.

Jeg ser gerne ændringer af strukturen, der gør samarbejdet lettere – men det vigtigste bliver, at der samtidig udvikles økonomiske incitamenter. Den del er ikke lykkedes gennem de seneste 15 år.

”Hvorfor?” vil mange spørge. Mit bud er, at det har været det letteste for de forskellige forhandlere fra ministerier, de faglige organisationer, KL og Danske Regioner.