Alle siger, at Danmark mangler sygeplejersker. Hvorfor kan ingen så bruge mig?
Som sygeplejerske var jeg overbevist om, at min arbejdskraft kunne bruges i Danmark. Men efter 60 ansøgninger og lige så mange afslag begynder fortvivlelsen at melde sig.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den dag, vi blev trætte af vores regimes fanatisme og ønskede at opleve frihed, fremskridt og udvikling i et internationalt samfund, tog vi den svære beslutning at emigrere til et andet sted, hvor vi kunne opleve velstand og sikkerhed og frit forfølge vores drømme.
Jeg længtes efter at mærke vinden i mit hår, når jeg cyklede uden frygt. Den dag, jeg indså, at jeg ikke ønskede, at mine døtres talenter skulle gå tabt under Irans uretfærdige kønslove, den dag, jeg ønskede at afslutte mine mareridt om krig, valgte jeg at emigrere for frihed, sikkerhed og velstand.
Mange lande havde brug for mine sygeplejefaglige kompetencer, men valget faldt på Danmark, et land med stor mangel på sygeplejersker, et land med gennemsigtige love, minimal korruption, ærlige politikere, velfærd og udvikling, respekt for menneskerettighederne og retten til at leve, som man ønsker.
Da jeg kom til Danmark, skulle jeg beslutte, om jeg skulle forbedre mit engelsk, som jeg havde lært i skolen, eller begynde at lære dansk, et sprog, jeg aldrig havde hørt før. Tre års gratis danskundervisning var et fristende tilbud.
Vi valgte Danmark. Vi forlod alt, hvad vi havde kære minder om – familie, venner, fotoalbum og endda kirkegården, hvor vi havde lagt vore kære til hvile.
Jeg pakkede mine skrøbelige drømme blandt mit tøj og rejste til Danmark. Da flyets døre åbnede, og jeg steg ned ad trappen, mens vinden legede i mit hår, følte jeg, som om jeg gik på mine drømmes skyer. Jeg oplevede et væld af følelser – glæde, sorg, frygt for det fremmede, usikkerhed, håb …
Jeg ankom til et tomt hjem, men med et hjerte fuldt af håb. Det var svært, jeg forstod ingenting, men folks smil gav mig tryghed. Jeg læste mere end 10 timer om dagen. Men håbet var min følgesvend, og de frivilliges venlige smil gav mig motivation. Mine døtre smagte frihedens sødme, og det var den bedste smag i verden.
Alle sagde, at sproget er nøglen! Jeg gav alt, hvad jeg havde, og i to år læste jeg hjemme og på biblioteket, og jeg prøvede alle måder at lære på. I dag har jeg bestået min dansk-eksamen med gode karakterer.
Med glæde begyndte jeg at sende ansøgninger til sygeplejerskernes vurderingsprogram. Jeg modtog over 60 afslag, fordi der ikke var budget, og de ikke ansatte nogen i evalueringsprogrammet.
Pludselig faldt mine drømme sammen. Manglede de ikke sygeplejersker? Havde de ikke sagt, at der var brug for os? Jeg er uddannet sygeplejerske med 10 års erfaring fra Iran og har også en videregående uddannelse i psykologi.
Og i dag føler jeg mig fanget mellem to regeringer – en regering, der med sin fanatisme har drevet mig væk fra mit hjemland, og en anden, der har inviteret mig, men ikke giver mig mulighed for at bidrage i mit nye land.
Som en iransk sygeplejerske, der nu står over for usikkerheden i både min fremtid og min families fremtid, vil jeg gerne forstå, hvordan vi sammen kan finde en løsning, der gavner både det danske samfund og dem, der som jeg søger en ny begyndelse i sikkerhed og frihed.
Niki Zaki er ikke skribentens rigtige navn. Af frygt for repressalier fra sit hjemland ønsker hun ikke sit rigtige navn offentliggjort.