Hvorfor skulle lovlydige borgere have noget imod at lade sig fotografere?
Bekæmpelse af dagens bandekriminalitet fordrer nye redskaber til politiet. Vi må ikke afvise ansigtsgenkendelse og videooptagelser i kampen mod banderne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis der ikke var kriminalitet, så var der ikke brug for politimæssig efterforskning.
De seneste uger har imidlertid ikke efterladt et Danmark uden kriminalitet, snarere tværtimod – 25 skudattentater taler deres tydelige sprog. Ikke bare bandeinvolverede er blevet ramt. Også helt udenforstående borgere kan ikke vide sig sikre. Det er helt uacceptabelt. Og det er i sin substans uacceptabelt, at borgere i visse egne af Danmark overhovedet skal bekymre sig om skyderi, inden man begiver sig ud af hoveddøren.
Det kalder på en massiv politiindsats og stort set alle partier (inkl. Venstre) har da også i deres faglige fantasiløshed over for nye redskaber til politiet været rimelig enstemmige: Vi ser meget gerne på politiets ønsker, lyder det samstemmende.
Herefter kommer politiet med sine ønsker, herunder ”ansigtsgenkendelse”. Og straks er flere af de partier, der har anmodet om politiets ønsker – herunder ikke mindst Liberal Alliance – straks klar med forbehold, under henvisning til at vi kan være på vej til en ”masseovervågning”. Intet kunne være mere forkert.
I dag har politiet adskillige efterforskningsredskaber, der kan bringes i anvendelse under henvisning til kriminalitetens omfang og karakter. Det gælder bl.a. dna, fingeraftryk, loggede teleoplysninger m.v., ligesom ansigtsgenkendelse kendes fra paskontrollen i Københavns Lufthavn og Brøndby Stadion, hvor jeg selv har set, hvordan man i kontrolrummet med stor succes holder øje med karantæneramte elementer i tilskuerkøen. Mig bekendt har hverken lovlydige tilskuere eller lovlydige rejsende fået hovedpine af den grund.
Videooptagelser anvendes i dag til overvågning og bevissikring adskillige steder i kriminalitetsbekæmpende tiltag. En tur i Jomfru Ane Gade eller op ad Boulevarden i Aalborg, og du er filmet både forfra og bagfra. En tur i Brugsen, i banken, i lufthavnen, på banegården og i ethvert varehus: her anvendes videooptagelser. Mig bekendt afholder kameraerne ikke borgere med rent mel i posen fra at besøge de pågældende steder. Til gengæld sparer politiet utrolig meget tid på opklaring, ligesom man heller ikke skal glemme den præventive virkning hos potentielle forbrydere, der bliver beviste om, at deres adfærd bliver filmet.
I Folketinget er mange politikere forbeholdne over for brugen af videokameraer. Det er begyndelsen til et overvågningssamfund, hedder det. Men de pågældende politikere får imidlertid ikke migræne eller ubehag af, at der i og omkring Folketingets lokaler og udenomsarealer – ja, sågar uden for medlemsboligerne – hænger hundredvis af kameraer. Her lyder ingen protester, når vi selv skal beskyttes. Og her filmes der faktisk i realtid under god og kyndig kontrol af to vagter i kontrolrummet.
Rundtom på politikontorer og i retslokaler anvendes der heldigvis også i dag særlige efterforskningsredskaber (video, logning m.v.) i vidt omfang. Skyldige dømmes, og uskyldige går fri. 19 brandstiftelser i Fjerritslev blev opklaret pga. loggede teleoplysninger, der viste samme telefon på alle gerningssteder. Det bestialske mord på Mia Skadhauge Stevn i Aalborg blev opklaret via et – i øvrigt ulovligt opsat – butikskamera, der kunne lede politiets egne kameraer til at søge en bestemt bil ved enden af Jomfru Ane Gade. Også i den skrækkelige bortførelsessag af den 13-årige pige fra Sydsjælland benyttede politiet videooptagelser i stort omfang.
Kort sagt er det første, der sker, når en grov forbrydelse har fundet sted, stort set uden undtagelse, at politiet hjemtager alle tilgængelige videooplysninger fra området og samtidig via retten begærer et ”mastesug” over telekommunikationen, så man har et klart overblik over de telefoner, der har været omkring gerningsstedet. Ønsker man denne ”overvågning” forbudt med deraf følgende risiko for, at skyldige ikke findes? Det håber jeg ikke.
I bekæmpelsen af de svenske ”børnesoldater” foreslår Rigspolitiet nu at introducere et nyt redskab, nemlig ”ansigtsgenkendelse” med henblik på hurtigere at kunne gennemse videobilleder til sammenligning med anden identifikation. Jeg er endnu ikke bekendt med detaljerne, som er under udarbejdelse i Justitsministeriet. Derfor er det p.t. ikke muligt at indgå i en nærmere teknisk diskussion.
Ingen lovlydig borger har efter min opfattelse taget skade af at blive filmet med kriminalitetsbekæmpende kameraer. Og jeg har da til dato ikke hørt protester over de kameraer, der er ophængt af politiet, af forretningsdrivende eller af stat og kommuner. Og som nævnt slet ingen protester fra de folketingsmedlemmer, som kameraerne dagligt beskytter.
Stort set alle politiske partier er blevet konfronteret med spørgsmålet om, hvad man vil gøre for at bekæmpe den aktuelle situation med det omfattende skyderi. Og svaret har været fuldstændig ens fra alle partierne, inkl. Venstre: Vi beder politiet om at komme med ønskesedlen, det er politiet, der har det operative kendskab.
Når politiet så kommer med ønskerne – herunder ansigtsgenkendelse – begynder jammeren: jamen vi nærmer os jo masseovervågning! De pågældende – forbeholdne – partier undlader dog viseligt at nævne, hvilke redskaber de selv vil tage op af redskabskassen. Det må ganske enkelt være en betingelse i den aktuelle situation.
Men er det ikke masseovervågning og begyndelsen til overvågningssamfundet? Tilsvarende kunne man vel have spurgt, da fingeraftryk og dna blev opfundet med dertilhørende registre. Alligevel ville vi i dag nødig undvære disse redskaber, der i stort omfang sikrer, at skyldige dømmes, og uskyldige går fri.
En glidebane? Det vil man efter min opfattelse altid kunne sige og frygte. Jeg mener, at politiet ved anvendelse af ansigtsgenkendelse – dvs. en gennemgang af tusindvis af billeder til sammenhold med et givet portræt – vil kunne spare mange personaleresurser til billedgennemgang og dermed spare vigtig tid. Og tid er ufattelig vigtigt i disse sager.
Glidebanediskussionen – der også kunne have været fremført, da vi fik dna og fingeraftryk med dertil hørende registre – er altid vanskelig. Som Storm P udtrykte det, så er det svært at spå – især om fremtiden! Personligt mener jeg, at ansigtsgenkendelse relativt let kan afgrænses på fornuftig vis, og den afgrænsning er netop, hvad man p.t. arbejder på i Justitsministeriet.
Politiet er ganske enkelt nødsaget til at følge med kriminalitetsudviklingen og gøre brug af de relevante og proportionale efterforskningsmidler, der er til rådighed. Det gælder også videogennemgang via ansigtsgenkendelse. Ellers får vi permanent svenske tilstande i Danmark.