Demokraternes genistreg hedder Tim Walz

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For tre uger siden var der ikke mange amerikanere, der vidste, hvem Tim Walz – Kamala Harris’ nyligt udnævnte vicepræsidentkandidat – var. Han var guvernør i delstaten Minnesota, som ikke kommer til at spille nogen afgørende rolle i præsidentvalget, og han var ikke en af dem, der blev nævnt, når der blev talt om Det Demokratiske Partis fremtidige ledere og mulige præsidentkandidater.

Men alt det ændrede sig, da Kamala Harris sidste tirsdag udnævnt ham som sin vicepræsidentkandidat. Forud var gået små to uger, hvor Walz langsomt, men sikkert havde spillet sig selv i position som en unik kommunikator, der kunne tale direkte til den del af vælgerne, som Kamala Harris har brug for til at vinde de to vigtige delstater i Midtvesten, som kommer til at afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident.

Og nu – i bagklogskabens lys – er det svært ikke at se udnævnelsen af Tim Walz som en genistreg. Han lyder som – og ser endda ud som – mange af mine naboer her i Wisconsin. Med sin humor og jovialitet er han indbegrebet af en typisk familiefar fra Midtvesten. Han er sådan en, der kan tale med alle og enhver, og som altid har en kvik bemærkning. Og at han ovenikøbet er tidligere football coach på en amerikansk high school, gør ham blot endnu mere almindelig og folkelig.

Dermed gør han det sværere for Donald Trump og republikanerne at stemple demokraterne som venstreorienterede ekstremister, der er ude af trit med den amerikanske befolkning. For de fleste amerikanere – i hvert fald i de vigtige svingstater – kender sådan en som Tim Walz. Og lige så vigtigt kan de genkende sig selv i ham. Og sådan en kan da ikke være ude på at omstyrte samfundet, som vi kender det, vel?

Det betyder, at udnævnelsen af ham vender den politiske sejr, som Trump troede han havde vundet med udnævnelsen af sin vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, på hovedet. For Vance kommer fra fattige kår og har kæmpet sig frem til penge og indflydelse. Men hans problem er, at han i dag ligner og taler som alle andre fra eliten, der har magt og penge i Washington. Det gør Tim Walz ikke.

Da Kamala Harris på et vælgermøde i Pennsylvania i sidste uge introducerede Walz som sin vicepræsidentkandidat, var noget af det først, han gjorde, at takke hende for »at bringe glæden tilbage«, som han sagde.

Men det var egentlig Walz, der ugen inden lagde grundstenen til den åbenlyse glæde og begejstring, som man nu ser hos demokraterne.

For hvor Joe Biden i måneder havde talt dystert og seriøst om Trump som en trussel mod demokratiet, sagde Walz kort og præcist i et interview, at det, som Trump og Vance ønskede politisk, ganske enkelt var »weird«, dvs. mærkeligt. Og han sagde det med en bredt smil på læben.

At bruge humor til at afvæbne sin politiske modstandere er det, Donald Trump altid har været god til. Men med Tim Walz er humor – og at bruge ordet ”weird” mod Trump – rykket ind hos demokraterne. Og humor er som bekendt svært at forsvare sig mod. Resultatet er, at hver gang Trump forsøger at gå til modangreb, bekræfter han kun, at det, han siger, faktisk er ”weird”.

Og humor er nu helt centralt i Demokraternes forsøg på at vinde Wisconsin og Michigan. For her i Midtvesten tager folk ikke tingene så seriøst. Så al den snak om dommedag, og at USA er blevet invaderet af illegale indvandrere, der truer med at overtage landet, som vi hører fra Trump, og som altid har lydt lidt overdrevet, bliver nu gjort til grin. Og hvis der er noget, som Trump ikke kan klare, så er det, at folk griner ad ham.

På det mere seriøse plan har Tim Walz som guvernør i Minnesota fået gennemført en række mere progressive tiltag, bl.a. med hensyn til abort, familieorlov, fagforeninger m.m., der samtidig taler til de mere progressive stemmer blandt Demokraterne. Det har gjort, at mange af dem, der måske ikke tidligere helt stolede på Kamala Harris, nu er gået helhjertet ind i valgkampen. For hvis Harris kan vælge en som Tim Walz som sin vicepræsidentkandidat, er hun bedre, end de frygtede.

Og det er det, som genistregen består i. Tim Walz taler både til de højtråbende, ofte unge, progressive demokrater, der bor i liberale centre i Midtvesten som Madison, hvor jeg bor, og han taler til de mere moderate demokrater, som bor i forstæderne omkring Milwaukee og andre store byer i Midtvesten, som er helt afgørende, hvis Demokraterne skal vinde en delstat som Wisconsin. Samtidig gør han det rigtig svært for Republikanerne at stemple ham som det ene eller det andet, for når folk ser ham, ser de i høj grad sig selv.