Gør en hospiceplads til en rettighed for alle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den verserende debat om aktiv dødshjælp har taget karakter af en skyttegravskrig, og begge sider synes at have ammunition nok til at fortsætte kampen i en uendelighed.

Hvad der til gengæld ikke er meget af, er vilje til samtale. Følelserne er i kog, luften er tyk af fordømmelser, og forvirringen komplet, for her kan ingen skære igennem. Her er vi alle lægmænd. Døden fejer os alle til side, og vores opgave er ikke at hindre den, men at komme overens med den.

Så meget desto mere ubegribeligt er det, at vores takling af dødsprocessen er så forvirret og lemfældig, som tilfældet er. Netop her burde vi vel kunne finde ud af sammen at organisere os på en måde, der gør døden så lidt ubærlig som muligt for os alle. Selv om vi alle har et helt liv til at forberede os til døden, tager den os alligevel altid på sengen.

Ofte slår den hele vores tilværelse omkuld for nogen tid, ikke sjældent med livslange traumer hos de efterladte til følge. De færreste har resurser – mentale, økonomiske, familiemæssige – til at tage sig ordentligt af den døende i terminalfasen. Man improviserer sig igennem forløbet i afmagt, sorg og desperation, og når det slutter, står man ofte tilbage i et mentalt bombekrater og skal finde sine ben igen.

Det er ikke alle, det lykkes for.

Hvem kan fortænke den døende i at ønske at afslutte processen, inden de pårørende er slidt ned til sokkeholderne? Hvorfor skal den uafvendelige afsked med livet gøres mere kvalfuld end nødvendigt? Er hensynet til ens elskede ikke legitimt her? På den anden side: Skal døende kunne presses til at træffe valget om at afslutte forløbet? Hvilke følger vil det få for hele vores opfattelse af menneskelig lidelse?

Denne dilemmafyldte problemstilling kommer vi til at tumle med længe. I mellemtiden vil jeg pege på det indlysende.

Det giver ingen mening, at det eneste her i livet, som er 100 pct. sikkert, døden, bliver taklet så hovedløst. Det må være muligt for et velordnet samfund som vores at skabe ordentlige rammer om terminalfasen med henblik på at reducere alles lidelse.

Når terminalfasen indfinder sig, skal man have ret til at komme på hospice. Her kan den døende få ordentlig smertelindring og anden professionel pleje under rolige forhold, og de pårørende kan komme og gå, som de vil, uden at få hele deres dagligliv ødelagt. Men vi har i Danmark kun 257 hospicepladser for voksne fordelt på 19 hospicer.

Tillad mig et profant regnestykke her: Der dør i dette land omkring 50.000 mennesker om året. Hvis halvdelen af dem ville ønske at komme på hospice i den sidste måned – sikkert for højt sat – indebærer det, at der mangler i størrelsesordenen 2.000 sengepladser. I 2021 er den gennemsnitlige, årlige udgift pr. hospiceseng i Region Hovedstaden godt 2 mio. kr.

Vi taler altså højt sat om en udgift på 4 mia. kr. om året. Plus udgiften til etablering af de fysiske rammer. Herfra skal så trækkes de sparede udgifter på plejehjem, hospitaler og udkørende, avanceret hjemmehjælp.

Tænk engang, hvilken kolossal lettelse det ville være for os alle, at vi ikke skulle frygte det ubærlige kaos, der omgiver vores kæres selvfølgelige bortgang i dag.

Hvilken befrielse at vide, at når det uafvendelige kommer til os, så skal vi ikke hutle os igennem i desperation. At vi ikke skal være alene i den kamp, som vi er dømt til tabe. At der findes en slagen vej frem, som vi kan gå, hånd i hånd.

Et så rigt land som vores må og skal kunne finde pengene til at gøre hospiceplads for døende til en borgerrettighed. Indtil det er sket, bør diskussionen om aktiv dødshjælp betragtes som utidig og stilles i bero.