Råb "woke", hvis du ikke gider argumentere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Op gennem danmarkshistorien har Det Konservative Folkeparti nærmest konsekvent været imod, når Folketinget har behandlet fremskridt på ligestillingsområdet. Derfor kan den næppe overraske, at de to konservative ordførere Dina Raabjerg og Helle Bonnesen er imod kulturminister Jakob Engel-Schmidts ønske om, at kvindelige musikeres arbejdsbetingelser skal ses efter i sømmene.

Historisk ville det faktisk være et nybrud, hvis konservative ovenpå at have stemt imod eksempelvis den fri abort og homoseksuelles ret til registret partnerskab var tilhængere af progressive fremskridt på ligestillingsområdet. Men at partiet tyr til at råbe “woke” som det bedste argument imod at diskutere de udfordringer, som kvinder i Danmark oplever, må dog siges at være noget letkøbt.

Der må man trods alt give de konservative forgængere, at de gjorde sig mere umage med argumentationen. Flere hundrede kvindelige musikere er kommet med et opråb om deres arbejdsvilkår. Det bedste modsvar fra De Konservative er kalde problemet for ligegyldigt ”woke”.

Til de to konservative ordføreres forsvar kan man sige, at de ikke er ene om at springe argumentationen over for i stedet at råbe ”woke”. De seneste år synes ordet at være blevet den betegnelse, man kan bruge for at undgå at skulle argumentere yderligere.

For nylig overhørte jeg en politiker, der indledte en sætning med: »Nu er jeg jo ikke woke, men jeg mener, det er et problem for enlige mødre, at daginstitutioner lukker tidligere.« Hvad daginstitutioners åbningstider skulle have med ”woke” at gøre, må stå hen i det uvisse. Det samme gælder arbejdsmiljølovgivningen, samtykkebaseret voldtægtslovgivning, ligeløn og de mange andre debatter, som man må forstå pludselig er blevet ”woke”.

Hvad den egentlige definition på ”woke” er, står fortsat ikke helt klart for mig. Det skyldes nok også, at der er utrolig mange anvendelser og tolkninger af begrebet. Men det er i hvert fald åbenlyst, at det primært bruges til at betegne noget negativt – og at det hovedsageligt bruges af dem, der er imod at adressere udfordringer på ligestillingsområdet.

Begrebet bruges også til at udviske de nuancer, som vi ellers normalt i den danske debat er så gode til at folde ud. Stempler man modstanderen som ”woke”, ligger der samtidig en antagelse om, at modstanderen må være tilhænger af selv de mest ekstreme identitetseksperimenter.

Jeg er ikke overrasket over, at Det Konservative Folkeparti er konservativt, når det gælder ligestillingspolitik. Det er jo helt legitimt at have forskellige holdninger til ligestillingspolitik, ligesom det også er i orden at have forskellige holdninger til miljøpolitik, socialpolitik og skattepolitik. Det er netop de divergerende holdninger, som vores demokrati er bygget på.

Men det ville være befordrende for den demokratiske debat, hvis flere ville bruge argumenter, når de diskuterede indholdet af ligestillingstiltag – og færre ville bruge et amerikansk slagord. Med fare for, at det er et ”woke-forslag”, så kunne vi jo begynde med Folketingets partier.