Noget er begyndt at skride for os: Aktiv dødshjælp er det moderne samfunds løsning på lidelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I gamle dage fandtes der kulturer, hvor ældre mennesker, der ikke længere kunne yde og arbejde, gik ud for at dø, så de ikke lå familien eller landsbyen til last. Det kunne være i Japan, hvor de gamle gik ud til en særlig klippe og kastede sig ud, når de ikke længere var til gavn og nytte. Eller i Grønland, hvor gamle, der ikke længere kunne bidrage til det hårde slid til opretholdelse af livet, gik ud i kulden og lagde sig til at dø.

Med indførelsen af velfærdssamfundet ønskede man at tage vare om de mennesker, der ikke bidrog til opretholdelsen af samfundet. Som var svage, men som man stadig fandt værdige til at leve rimelige liv. Denne opfattelse af, at menneskelivet er værdigt uanset hvad, har vi heldigvis stadig i dag.

Men det er min opfattelse, at med konkurrencesamfundets indførelse er nogle af disse ting begyndt at skride. Selvom det måske ikke udtales klart i kontrakten mellem politikere og borgere, så tror jeg, der ligger en indre logik i konkurrencesamfundet om, at man skal kunne bidrage til samfundets vækst, hvis man skal betragtes som en værdig borger.

Hvis man er gammel og har brug for megen hjælp og støtte, bliver det nemt betragtet som uværdigt.

Hvis man er psykisk syg og lever på kanten af samfundet, kan det ligeledes blive betragtet som et uværdigt liv. Denne form for logik er jeg bange for også er sneget sig ind i debatten om aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er et ægte etisk dilemma. Det er et svært spørgsmål, hvor der kan gives argumenter både for og imod. Det er også et område med mange gråzoner, og hvor oplysning og viden er nødvendig for at kunne tage stilling. Når danske politikere i disse år gerne vil åbne debatten om aktiv dødshjælp, tror jeg, det er ud fra et genuint ønske om, at vi som samfund skal forholde os til denne svære problematik.

Men med regeringens affejning af indstillingen fra Etisk Råd om ikke at indføre aktiv dødshjælp og den samtidige nedsættelse af Udvalget for en mere værdig død, hvis opgave vel først og fremmest er at have et mere positivt blik for aktiv dødshjælp, så er det i min optik et udtryk for et skred, som er problematisk.

Det er ikke, fordi jeg tror, at politikerne bevidst tænker, at der kunne være ”penge at spare” ved at indføre aktiv dødshjælp. Men jeg tror, det er et udtryk for den indre logik og de diskurser, der præger vores samfund i dag. Netop konkurrencestatens. Når man er uhelbredeligt syg og kun har udsigt til et liv, hvor man er en byrde for andre, kan det nemt bliv betragtet som uværdigt. Og her er aktiv dødshjælp, som samtidig også taler ind i vores tids absolutte tro på det frie valg, en løsning. Et udtryk for, at lever man ikke op til at være en velfungerende og præsterende borger, men rettere oplever at være i lidelse og uden evne til at kunne bidrage, så er aktiv dødshjælp måske et ikke så fjernt valg. Den udvikling tror jeg, man skal tage meget alvorligt.

Herhjemme er det interessant nok også danske handicaporganisationer, der har været kritiske over for aktiv dødshjælp. De ved godt, at mennesker med handicap, der har brug for hjælp og støtte gennem hele livet, nemt kan blive betragtet som uværdige, og at aktiv dødshjælp kan blive præsenteret for dem som en mulighed – der kan være svær at afslå.

Og hvad kunne egentlig det næste blive? At unge mennesker, der måske lider af depression eller føler ensomhed og isolation, skal de også kunne ansøge om aktiv dødshjælp? Selvom det virker fortænkt, så er det rent faktisk det, der allerede sker i Holland og Belgien.