Har vi mod til at leve med lidelsen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For langt de fleste mennesker er livet værd at leve selv under voldsomme og bedrøvelige omstændigheder. For tiden diskuterer vi, om aktiv dødshjælp skal indføres i Danmark, så sygdom, smerte og afmægtighed kan afkortes. Jeg tror, at vi kommer til at give meningsløshed og afmægtighed alt for meget magt over os, hvis livet og døden ikke må gøre ondt.

Taber vi først vores menneskelige integritet, så bliver vi let ofre for mismod, gruppepres og åbne for tilbuddet om aktiv dødshjælp: Var det ikke noget for dig at få afkortet dit lidelsesfulde liv?

Dette mismodige gruppepres florerer allerede i rigt mål i vores sundhedssystem. Da min far blev indlagt under coronanedlukningen, ringede en læge for at anbefale, at fars liv kunne forkortes med den såkaldte medicinske ”tryghedspakke”, der består af diverse dødelige bedøvelsesmidler.

Da far et år senere kortvarigt blev indlagt, var gruppepresset endnu tydeligere, da en læge kaldte os til samtale for at anbefale ”tryghedspakken” igen.

Han sagde: »Vi er en kreds af læger, som mener, I driver det for vidt med jeres far.« Vi afslog lægernes pres: »Hvis I hjælper far med at leve, så skal han nok selv finde ud af at dø!« Vigtige beslutninger om liv og død kan vi ikke overlade til et sundhedsvæsen, der ikke kender vores kære, ikke holder af dem og slet ikke har tid til at forstå deres liv.

Far elskede livet, sin personlige frihed og havde læst bøger hver eneste dag, men blev i afgørende situationer behandlet som en dement, der var i vejen.

Vores oplevelser med sundhedsvæsenet, hvor man ikke holdt sig tilbage med at gøre sig til herre over andre menneskers liv, har ikke gjort mig interesseret i, at der kommer endnu flere muligheder for at forkorte liv.

Sygdom, lidelse, ulykke og død er naturlige dele af livet og ikke en fejl ved det. Livet er ikke meningsløst, bare fordi vi bliver syge, lider eller skal dø. Accepterer vi det, kan vi opleve dyb mening og være i stand til at tage imod livet, som det kommer, så vi nøjes med at ændre på dét, vi kan gøre noget ved, og ellers accepterer vores begrænsninger.

Vi kan, lige til døden kommer, vælge at udføre de opgaver, livet stiller os trods lidelse og sygdom. Netop dette gør, at langt de fleste af os hellere vil leve end ikke at være til.

Vi har friheden til at vælge at møde livet med mod, vilje, ansvar, værdighed og venlighed. Det er viljen til mening. Viljen til mening hører sammen med modet til at lide. Modet til at bære sin skæbne og byrde. Det er psykologen Viktor Frankls tanker, efter han gennemlevede tre år i kz-lejr. Hans erfaring var, at mening også findes i lidelse, hvor vi vælger lyset, håbet og den nye dag, fordi det er der, meningen holder til, om det så er vores sidste dag eller ej. Det handler om at bevare værdigheden og gøre det, situationen og livet kræver af os.

Til sidst døde far ved fuld bevidsthed med familien omkring sig, og det var, som det skulle være. Det var vigtigt, at far ikke skulle bedøves ud af verden, men kunne bevare følelsen af frihed og personlig værdi.

Selv i de vanskeligste situationer og lige til livets sidste minut er der et væld af muligheder for at gøre livet meningsfuldt. Som Frankl skriver et sted: »Hvis livet overhovedet har mening, må også det lidende og døende liv have mening. Lidelsen hører med til livet ligesom skæbnen. Nøden og døden gør livet til et hele.«