Hvor er vildskaben? Vis jer dog som Danmarks bedste!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark indledte med uafgjort mod Slovenien i sin første gruppekamp ved EM-slutrunden i Tyskland søndag aften. Efterfølgende måtte vi som seere og fans forstå på landstræner Kasper Hjulmand, at resultatet var »skuffende«, mens flere af de danske topspillere mente, at ét point ved uafgjort trods alt var bedre end et nederlag.

Den matematiske pointlogik var altså til at forstå for selv de allermindste fans, men her bør al rød-hvid forståelse også ophøre fuldstændigt.

Før landskampen lå Danmark nummer 21 på Fifas verdensrangliste, mens Slovenien blot var nummer 57. Historisk set har Danmark altid hentet solide sejre mod Slovenien med undtagelse af Danmarks seneste to kvalifikationskampe til dette mesterskab, hvor det kun blev til en snæver hjemmebanesejr samt én uafgjort på udebane på slovenerne.

Det skuffende uafgjorte resultat blev nu gentaget igen på tysk jord, hvor Danmark altså smed livsnødvendige to points i kampen om at gå videre fra gruppespillet.

De næste modstandere hedder England og Serbien, hvor modstanden vil blive brutalt sværere end søndag aften. Flere landsholdsspillere, kommentatorer og eksperter var dog alle fortrøstningsfulde omkring Danmarks fremtidschancer med fælles følgende mantra: ”Den første gruppekamp er altid svær.”

Hvordan kan den faktuelt, aktuelt og historisk letteste modstander være den sværeste kamp for det danske landshold? De fuldtidsprofessionelle spillere og landstræner Kasper Hjulmand har kendt kampprogrammet i månedsvis samt mødt Slovenien hele to gange i kvalifikationskampene til mesterskabet, hvorfor Danmark burde have haft en ekstra stor strategisk fordel til kampen søndag. Ingen fordel var dog at spotte i kampen overhovedet.

Tilfældighedsprincippet dominerede nemlig i en sådan grad, at Danmarks næststørste målchance var risikoen for et kaotisk slovensk selvmål. Danmarks største problem ved denne slutrunde ligger nemlig et helt andet sted end i boldspil, teknik og strategi.

Én ting er at tabe til kampens underdog. Det kan nemlig have sin helt egen værdi.

Det værste ved det danske landshold er, at det kollektivt slet ikke virker motiveret eller opsat på at skulle trække i den eftertragtede landsholdstrøje. Landsholdet og EM-slutrunden virker mest af alt lige nu som en velgørenhedsturnering, hvor spillerne kan få et kærkomment afbræk fra klubholdenes hårde kampprogram.

De danske spillere samt landstræneren virker umiddelbart tilfredse både med at have nået selve slutrunden blandt 24 (!) europæiske hold, hvor det var middelmådige eller direkte miniputnationer som Slovenien, Finland, Kasakhstan, Nordirland og San Marino, der skulle besejres i kvalifikationskampene.

Ikke én eneste dansk landsholdsspiller udtrykte autentisk skam over det yderst tilfældige angrebsspil fra Danmarks side samt pinlige ene point mod Slovenien. Landstræner Kasper Hjulmand sad passivt ned under hele kampen og tyggede tyggegummi, mens udskiftningerne først kom fem minutter før kampens afslutning.

Slutteligt efter den uafgjorte skuffelse valgte flere af de danske spillere at mødes med familie, venner og/eller fans på tribunerne til selfies, smil og grin efter at have smidt afgørende points ved EM-slutrunden. Det er bare slet ikke professionelt eller dedikeret nok, Danmark!

Arbejdsspørgsmålene for landsholdets fremtid må være: Hvor er vildskaben? Hvor er stoltheden? Hvor er viljen? Hvor er fokus?

Hvis de bedste danske spillere på boldspil, hurtighed, teknik, overblik m.m. ikke er motiverede, fokuserede eller opsatte, så er de absolut intet værd på banen.

11 mand bør give alt og efterlade intet i 90 minutter, hvor der ikke er lyst, tid eller energi til grin, smil og selfies med udvalgte fans lige efter et uafgjort resultat mod gruppespillets dårligste hold. I er det danske landshold. Vis jer dog som Danmarks bedste!