Vi interesserer os ikke for EP-valget
Venstre bør dæmpe sin glæde oven på valget. Det fik for det første en ordentlig lussing af vælgerne – og så mange vælgere var det heller ikke. Det er et af paradokserne ved EP-valget. Det er alt andet end et folkeligt valg.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg fik et brev fra Folketinget med opfordring til at stemme ved EP-valget. Det er da vist aldrig sket før. Politikerne har tilsyneladende været meget nervøse for en lav valgdeltagelse. Og med rette! Der har været sendt såkaldte ambassadører ud for at få danskerne til at stemme.
Men hvad nytter det, når man ikke ved, hvad eller hvem man skal stemme på, når kandidaterne stort ikke siger en noget og i øvrigt stort set siger det samme. Af gode grunde har de såkaldte Europa-partier været i panik. Det har været karakteristisk, at de kendte partiledere har måttet optræde som støttepædagoger på valgplakaterne for at give vælgerne en indikation på, hvilket parti de afbildede og ukendte kandidater tilhørte.
Alt dette viser klart, hvor lidt danskerne interesserer sig for valg til Europa-Parlamentet. Kommentatorerne undrer sig over, at på trods af at parlamentet har fået lidt større magt end tidligere, så interesserer ingen sig for det. Forklaringen er imidlertid den enkle, at kun få forstår, hvad der foregår, og hvad forholdet er mellem EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, der virker som et stort, bureaukratisk ressourcespild.
Den ringe valgdeltagelse, under 60 pct., afslører dette valg som en pinagtig affære. Det er patetisk at opleve, hvordan politikerne og kommentatorerne forsøger at drage konklusioner vedrørende landspolitikken ud fra EP-valget.
Man behøver ikke at være valgprofessor for at se, at intet er mindre forkert. At halvdelen af befolkningen kun mødte op ved valgurnerne, viser, hvor lidt interesse i praksis der er for EU, på trods af at målinger skulle vise, at 80 pct. af danskerne nu går ind for EU.
Men Folketinget er altså ikke det samme som Europa-Parlamentet, som fortsat har et forklaringsproblem. Tag f.eks. Venstre, som nu bryster sig af at komme tilbage i politik og nu er det største blå parti.
Sandheden er, at det fik en fisker-lussing af vælgerne og blev halveret, og at dets 14 pct. kun er 14 pct. af de EU-tilhængere, der gad at sætte deres kryds. Meget tyder på, at Venstre er tilbage i den nedadgående spiral, når den næste meningsmåling kommer. Vent med det euforiske, til denne måling kommer!
Meget tyder på, at de varmeste EU-tilhængere befinder sig på venstrefløjen, og derfor er det ikke underligt, at S og SF fik så gode valg. Men det er stadig kun blandt halvdelen af befolkningen, at denne tendens har kunnet konstateres.
Det mest bemærkelsesværdige er dog, at LA, M og B opnåede så dårlige resultater blandt EU-tilhængerne. Det viser klart en vigende interesse for Europa-Parlamentet blandt notoriske EU-tilhængerne til højre.
Nu kan Stine Bosse med dragen sværd rejse til Bruxelles/Strasbourg og forsvare midten, hvor hun bliver en af 720. God rejse!