Satire på anklagebænken: Er vi blevet censurens medløbere?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I april blev en 28-årig dømt ved Retten i Holstebro for brud på straffelovens § 266b, bedre kendt som racismeparagraffen.

Dommen faldt på baggrund af, at tiltalte har drevet to hjemmesider med vittigheder. Det kan altså i dag give fængselsstraf at formidle en plat joke. Ikke blot undergraver det den danske ytringsfrihed, men udfordrer også det danske retsvæsen, når dommere og domsmænd bliver herrer over, hvad der er satire, og hvad der bør underlægges censur. Med en dom som denne bevæger vi os dermed hen mod en social likvidering af vores demokratiske ytringsfriheder.

Tiltalte fik syv dages betinget fængsel for sine hjemmesider, der ifølge anklageskriftet indeholdt jokes, der for eksempel begyndte med »Hvad er forskellen mellem en jøde og en pizza?«. Den slags vittigheder har vi alle hørt og grint af, fordi den er så langt ude, at det er selve opbygningen, der er sjov, mere end selve punchlinen.

Racismeparagraffen sikrer et retsligt sikkerhedsnet for minoriteter, men hvis vi går for meget på kompromis med vores ytringsfrihed og indskrænker retten til satire, så bevæger vi os ned ad en glidebane, hvor vi sætter den demokratisk frihed på spil. Netop det beskriver chefredaktøren på Politiken, Amalie Kestler: »Så er spørgsmålet jo, hvad vi så får af forhåndscensur alle mulige andre steder i samfundet?«

Tidligere har der været rejst tiltale i lignende sager. Blandt andet i en sag fra 2015, hvor to personer var tiltalt for overtrædelse af samme lov. For distribuering af samme slags vittigheder, bare på en Facebook-side. De blev begge frikendt.

Derudover har komikken altid kunnet rumme disse absurde vittigheder. Så når politikere som Christina Olumeko (Alternativet) skriver på X, at racismeparagraffen er vigtig i et liberalt demokrati, så er jeg naturligvis helt med. Der, hvor filmen knækker, er, når hun også skriver, at loven altid har omfattet vittigheder. Det er desværre bare faktuelt forkert, og sådan burde det i øvrigt heller ikke være.

Det er altså vores grundlovsgivne ytringsfrihed, herunder vores satiriske samt kunstneriske frihed, vi sætter på spil. Som komikeren Sebastian Dorset sagde i Radio4 Morgen: »Hvis vi begynder at sige, at ting, som kan opfattes racistiske, skal være forbudt, så får vi et problem med at udøve rigtig kunst.« Det er jo netop det, der er tale om, hvis loven indfører en form for selvcensur, hvor kunstnere ikke føler, de kan udfolde sig, prøve grænser af – og måske en gang imellem lige gå til eller lidt over grænsen.

Vi må ikke bevæge os mod en dystopisk verden, hvor vores retssystem kommer til at undertrykke den satiriske ytringsfrihed. Den 28-årige har anket sagen, og hvis der igen falder dom, mener jeg ikke blot, at vores ytringsfrihed er under pres, men truet på livet.