Vi er bange for stilheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At være alene med sig selv i for lang tid kan have store konsekvenser for ens mentale helbred. Vi mennesker har brug for samvær med hinanden.

Det lærte vi af den isolation, der fulgte covid-19, det mente i hvert fald de danske mainstreammedier. I den fortælling er en anden fortælling blevet overset, nemlig fortællingen om de af os, der lærte det modsatte: at vi har brug for mere tid med os selv og mindre tid med vores medmennesker.

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer skrev, at »man kan kun være sig selv, når man er alene med sig selv. Kan man ikke lide at være alene, kan man ikke lide frihed, for det er kun, når man er alene, at man er fri«. Og Fjodor Dostojevskij forklarede, at »dét at være alene er lige så essentielt for sindet, som mad er for kroppen«. Det er i mødet med sig selv, ikke i mødet med andre, at ens tanker kan komme frit til udtryk. Det er her, selvbevidstheden udvikles.

Vi lever i et samfund af idealer og normer. Vi mennesker skal være tæt forbundne, for hvad er velfærdssamfundet, foreningslivet, familien og andre danske kerneinstitutioner uden social sammenhængskraft? Det sande svar er, at de aldrig vil være mere robuste end de individer, der udgør dem. Så hvorfor er vi egentlig så bange for at være alene?

Hvorfor har vi udråbt en generation af unge under covid-19 som tabere pga. manglende studenterkørsel og ikke som vindere af en øget selvbevidsthed, eftertænksomhed og erfaring med slow living?

Det kan være en svær, men sund øvelse at bruge mindre tid med andre og mere tid med sig selv.

For mange personer vil denne læring aldrig ske. De foretrækker at fylde kalenderen med aftaler, så de undgår alenetid. Det er ofte disse personer, der hurtigt knytter sig meget tæt til andre mennesker, særligt i de romantiske relationer. De søger bekræftelse og bliver afhængige af at få den fra modparten.

Den britiske psykoanalytiker Donald W. Winnicott beskrev, at en sådan afhængighed af et andet menneske skaber et ”falsk selv”, fordi man ændrer på sig selv for at blive elsket af modparten. Det ”sande selv” skubbes til side for at gøre plads til en pænere udgave af sig selv.

Man ignorerer sin ”skygge”, som Carl G. Jung beskrev det, og på den måde frastøder man en del af sig selv, som man ellers ville kunne arbejde med, ændre eller acceptere. I sidste ende er det arbejdet med og omfavnelsen af ens dårlige sider, der skaber selvværd og selvrespekt i os selv.

Jeg tror på mange måder, at det er stilheden, vi er bange for. Ikke kun i vores eget selskab, men også i andres. Vi er blevet vant til konstant støj – fra tv’et, der kører i baggrunden, til small talk på arbejdspladsen til brugertilpassede reklamer på Instagram. Aldrig har kampen om vores opmærksomhed været så stor, som den er i dag, og derfor påvirkes vi konstant.

Engang hørte det sig til, at stilheden havde værdi, og at interaktioner skulle have det samme, før man påbegyndte dem. Havde man ikke noget klogt at sige, tiede man.

Sådan er det ikke i dag, og den konstante rabalder er blevet normalen. Måske er det det store modsætningsforhold, der i dag gør, at stilheden larmer så meget for så mange.

Vi har brug for at stoppe op og tage pauser. Både de korte i løbet af dagen og de lange over flere dage. Vi har brug for 10 minutters kiggen ud ad vinduet for hver time af dagen. Vi har brug for at tænke os om. Pauser minder os om, at vi ikke er maskiner, der, selvom Outlook tillader det, kan fungere otte timer i streg uden at ”trække stikket” mindst en håndfuld gange.