Det løser ikke alle problemer at give et ungt menneske en diagnose

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sidste uge kunne man læse en artikel på DR om, at en 16-årig pige skal vente et halvt år for at få en samtale med en psykiater. Det er på trods af, at pigen allerede er diagnosticeret autist, har modtaget en henvisning fra sin egen læge og har selvmordstanker.

Der er altså store menneskelige omkostninger på spil for vores unge mennesker, når vi ikke er hurtige nok til at udrede dem og få dem i behandling. Det skal vi naturligvis reagere på, men vi bør være kloge og eftertænksomme i vores metoder. Vi skal være bedre til at lave en tidlig indsats for de unge med udfordringer, så det ikke kommer dertil, hvor de skal udredes, så de mest trængende skal vente i kortere tid på at se en psykiater.

I indlægget ”Psykiatrisk udredning ender som en molboløsning” i JP 19/2 udtrykker Louise Brown, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, at vi skal blive bedre til at få det offentlige og private til at spille sammen, så diagnoser fra det private kan danne grundlag for et behandlingsforløb i det offentlige.

Vi mener dog ikke, at problemet er, at så mange unge ikke udredes, men at vi skal være bedre til at give en tidlig indsats til unge i skolen.

Trækker vi på vores erfaringer fra, hvor Camilla har været henholdsvis adhd-coach og lærer på et højt specialiseret tilbud, ser vi det høje antal af diagnoser og henvisninger til udredning som et udtryk for, at for mange unge ikke får den nødvendige hjælp fra bl.a. skolen, og at de bliver tabt i et system, hvor det eneste svar på deres problemer bliver at stille dem en diagnose.

Vi ser det nemlig som en udfordring med psykiatriske diagnoser, at vi stiller dem ud fra observationer af en bestemt adfærd. F.eks. at et barn ikke kan sidde stille i klassen. Derved konstaterer vi følgende: Barnet sidder uroligt og har dermed adhd.

Men når vi så spørger, hvorfor sidder barnet uroligt, er svaret: Fordi barnet har adhd.

På den måde opstiller vi en cirkelslutning, og barnet bliver ikke bedre til at forså sin egen adfærd, fordi barnet jo i for vejen godt var bevidst om, at barnet ikke kunne sidde stille. Derfor tror vi, at vi kan gøre mere for unges trivsel ved at sætte ind med en tidlig indsats fremfor at give dem en diagnose.

Vi mener dog stadig, at vi skal bruge diagnoser. Vi mener bare ikke, at det nødvendigvis er alle, der får en henvisning til at blive udredt, der har brug for det. Generelt er det vores erfaring, at det er mere gavnligt, hvis vi er mindre lempelige med at lave henvisninger til psykiatere, så de børn og unge, der har særligt brug for at blive udredt, ikke skal vente i et halvt år på én ligesom pigen, vi beskrev fra DR’s artikel.