Woke-ideologien har gjort folk så open-minded, at hjernen er faldet med ud

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg får tit at vide, at jeg er en gammel sjæl fanget i en ung mands krop. Og indrømmet, jeg er måske mere traditionel – eller konservativ, om man vil – end så mange andre unge på 19 år. Når andre unge siger økologisk IPA, siger jeg Grøn Tuborg.

Når andre unge siger Artigeardit-koncert, siger jeg dansktop. Og når andre unge siger, at der findes lige så mange køn, som der findes stjerner i universitet, siger jeg nej. Et nej til den nye og efter min overbevisning vanvittige woke-bølge, som har vækket folk i sådan en grad, at man skulle tro, at det var sket med ecstasypiller. For lad os nu være ærlige og bekende os til det faktum, som sommetider kan virke barsk og fordømmende: Uanset hvordan vi end vender og drejer det, er der nogle biologiske kendsgerninger, som vi ikke kan og skal fordreje i trangen efter at skeje ud.

I alt for mange år har det været den politisk korrekte salon-elite med base i storbyerne, som har gjort sig til moralske dommere over, hvad andre må mene og sige. Har man som mig altid holdt fast på, at der kun findes to køn, og at det er noget mærkeligt noget, når gender-personer som en selvfølge forlanger, at man skal tiltale dem med deres ønskede pronominer, er man blevet set ned på. For hvorfor kan du ikke bare gøre det? Det skader jo ikke dig at vise hensyn? Jo, det kan du lige tro, det gør! Det jager en flammende pil ind i mit principfaste og snusfornuftige borgerlige hjerte. For hvordan kan andre mennesker sådan uden videre bare tro, at de kan forlange min respekt, når det, de siger og forlanger, er noget værre nonsens?

Man kan ikke forvente, at andre som en selvfølge skal vise en respekt – heller ikke når det gælder respekten for ens identitet. Nej, respekt er noget, som bliver skabt gensidigt i mødet mellem mennesker. Dermed ikke sagt, at folk ikke må være lige den, de vil. For selvfølgelig må de det i et liberalt samfund som vores. Men grænsen går altså der, hvor woke-bevægelsens bannerfører forlanger, at vi andre skal tænke som dem og uden nogen form for kritisk stillingtagen sluge deres volapyk.

Netop derfor er det også så vigtigt, at vi får woke-bevægelsen helt ud af vores folkeskoler og uddannelsesinstitutioner generelt. Børn skal i en tidlig alder ikke hjernevaskes med woke-bevægelsens salon-snak. Det skal naturligvis stadig være helt i orden at lave drenge- og pigehold i høvdingebold, men også at bruge folkeskolen som en dannelsesinstitution til at føre samfundets almindelige og traditionelle normer videre. Nedbryder vi først normerne i vores samfund, bliver vores sammenhængskraft og gensidige samhørighed sprængt i atomer.

Derfor ryster det mig også, når vi i Danmarksdemokraternes Ungdom ikke kan få et svar fra ledelsen i Venstres Ungdom på spørgsmålet om, hvorvidt mænd kan have menstruation eller ej. Hvordan kan et ungdomsparti, der bekender sig til den borgerlige blok, ikke engang svare klokkeklart nej på et sådant simpelt spørgsmål? For selvfølgelig kan mænd ikke menstruere!

Det vidner om, at der om nogen er brug for unge stemmer, der tør at blæse til kamp mod woke-ideologien, og som ikke er bange for at tale den politisk korrekte venstrefløjselite midt imod. Det er og bliver mig en gåde, at woke-bevægelsen ikke er blevet pandet ned for længst, når vi ved, hvor mange danskere der er så evindelig trætte af nutidens identitetsbølge, som er gået fuldstændig over gevind.

Der sidder et stort, men stiltiende flertal derude, som ikke tør at give sin holdning til kende, men som uden videre bare accepterer, at woke-cirkusset flere og flere steder får lov at slå sit telt op. At give en kritisk kommentar på Facebook er bare ikke nok, hvis vi vil sætte foden ned og bringe fornuften til orde igen.

Så nej, jeg er ikke woke – og jeg bliver det aldrig! Men i det mindste har jeg da fornuften i behold.