Ny model for organdonation er ikke en etisk vildfarelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I forlængelse af regeringens forslag til en ny model for organdonation skrev Jyllands-Posten i sin leder 14/2, at »automatisk organdonation er endnu en etisk vildfarelse fra flertalsregeringen«.

Som direktør i Nyreforeningen møder jeg jævnligt personer, som har modtaget en nyre fra et andet menneske, og jeg ved, hvilken betydning et nyt organ kan have for et andet menneske.

Faktum er, at ved indgangen til 2024 stod 442 danskere på venteliste til et nyt organ, heraf ventede langt hovedparten, nemlig 373 personer, på en ny nyre.

Selvom læger og sygeplejersker dagligt kæmper for at redde liv og nedbringe antallet af personer, der venter på et nyt organ, så viser statistikken desværre også, at ventelisterne i de senere år har ligget konstant på mere end 400 personer.

Ligesom statistikken viser, at alene i 2023 var der 21 nyresyge, som døde, mens de stod på ventelisten.

At så mange danskere venter på et nyt organ – og nogen også dør, mens de venter – er uacceptabelt.

Det paradoksale er, at alle undersøgelser viser, at danskerne generelt er positive over for organdonation. Men udfordringen er, at den positive holdning ikke viser sig i tilslutningen til Organdonorregisteret, hvor det ved udgangen af 2023 blot var 28 pct. over 15 år, som havde registeret deres holdning.

Ved at vende organdonationsmodellen om kommer vi dette paradoks til livs. Vi vil ikke længere have en forventning om, at det store flertal, der gerne vil donere deres organer, aktivt melder til. Vi vil forvente, at mindretallet aktivt melder fra.

Men at påstå, at en ny model for organdonation er en »etisk vildfarelse«, og at »staten vil betragte din krop som sin, hvis du ikke selv siger fra«, er en helt forkert konklusion.

Vores krop vil altid være vores egen. Ved at indføre organdonation med aktivt fravalg bliver alle myndige borgere betragtet som organdonorer, medmindre de har valgt aktivt, at de ikke ønsker at være organdonor i donorregistret.

Dermed fastholdes donorregistret og alle de valgmuligheder, der eksisterer i dag. Netop derfor anvender man også betegnelsen aktivt fravalg i stedet for formodet samtykke, som ordningen tidligere er blevet omtalt. For man formoder ikke noget ved at vende organdonationsmodellen om og gå fra det nuværende aktive tilvalg til et aktivt fravalg.

Enhver vil altid have retten til sige nej til at stille sine organer til rådighed. Aktivt fravalg handler nemlig ikke om at pålægge danskerne at være organdonorer.

Pointen er, at vi ved at vende modellen om fuldt ud respekterer den enkeltes selvbestemmelsesret over sine egne organer.

Mere end 20 europæiske lande har allerede indført aktivt fravalg til organdonation. Danmark er dermed blandt et fåtal af europæiske lande, der endnu ikke har vendt organdonationsmodellen om. For et års tid siden havde jeg glæden af at deltage i en høring om aktivt fravalg til organdonation på Christiansborg, og her var der indlæg fra en række eksperter fra ind- og udland, bl.a. fra Island og England, som allerede har indført modellen.

Erfaringerne fra de to lande viser, at indførsel af aktivt fravalg er med til at øge borgernes opmærksomhed på organdonation, hvilket får flere borgere til at tage aktivt stilling til organdonation ved at registrere deres holdning i donorregistret.

Og det interessante er, at det helt konkret har medført færre situationer, hvor familien skal træffe beslutning om organdonation på vegne af en pårørende, hvis holdning til organdonation er ukendt. Konklusionerne fra Island og England er således, at efter indførelsen af aktivt fravalg til organdonation respekteres borgernes ønske om organdonation i højere grad, end hvad der tidligere var tilfældet, og ingen oplever, at staten ejer ens krop.