Nej, krigen i Gaza kan ikke sammenlignes med Holocaust

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter historien om Simon Fougt i blandt andet TV 2, hvor han fortæller om aflysningen af et foredrag om Holocaust, er det mere indlysende end nogensinde før, at den nuværende konflikt i Mellemøsten skygger for fri debat og forskning. Det er helt fundamentalt problematisk for, hvordan vores videnssamfund skal udvikle sig, at holistiske sager skal præge, hvordan for eksempel lektorer formidler historisk viden.

Konflikten mellem Israel og Hamas er alvorlig og hjerteskærende at være vidne til. Men den kan på ingen måde sammenlignes med det massive folkemord, nazisterne udsatte millioner og atter millioner af mennesker for under Anden Verdenskrig.

En systematisk, ja nærmest skræmmende præcis jagt på jøder, homoseksuelle, handicappede, sigøjnere og andre ”uønskede” mennesker har intet at gøre med det, der sker i nutiden. Det er et af de absolut mørkeste kapitler i verdenshistorien og en del af vores fælles historie, som vi er forpligtede til at forholde os til for at undgå, at den form for ekstremisme nogensinde kommer frem i verden igen.

Det gør vi ikke, når førende forskere ikke føler, de kan bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at formidle objektive sandheder om den historie, vi deler. Dem, som ikke husker historien, er dømt til at gennemleve den igen.

Jeg vil vove den påstand, at enhver, som har besøgt en kz-lejr, vil nikke genkendende til, hvor vanvittig en følelse det giver i kroppen. Jeg oplevede det selv i Auschwitz-Birkenau i Polen, en af de absolut værste udryddelseslejre. En lejr, hvis eneste formål var effektivt at slå folk ihjel på de mest brutale måder. Man må desværre sige, det virkede. Over en million mennesker mistede livet og levede under de mest kummerlige forhold, mennesker har været udsat for.

Når man går rundt mellem frodige, åbne græsgange og stirrer ned mellem den ene række af barakker efter den anden, som til sidst leder blikket ned mod en forfalden skorsten, mens man hører de mest forfærdelige historier, kan man ikke gøre meget andet end at stå som forstenet. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på guidens afsluttende bemærkning: »Det siges, at man kan opleve de smukkeste solnedgange i Auschwitz. Det er Guds måde at trøste de sjæle, som for altid vil være fanget her.«

Det er en lille del af historien om Holocaust. Et undertrykkende diktaturregime, som koldblodigt slog uskyldige mennesker ihjel. Men det er noget, som hverken kan eller skal sammenlignes med den nuværende krig i Mellemøsten.

Det er noget, som vi skal forholde os til, blandt andet med den form for foredrag, som Simon Fougt måtte se sig nødsaget til at aflyse, fordi stemmer på sociale medier fik ham til at føle sig så utryg, at han var nødt til at anmode om politibeskyttelse. Den slags værner ikke om fri forskning og objektiv historieformidling. Den slags censurerer verdenshistorien, fordi den ikke passer ind i ens eget narrativ.