Dna-jagt på forbrydere er en etisk farlig glidebane

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi har netop hørt om en 53-årig mand, der er blevet varetægtsfængslet for et drab begået i 1990. Hvis han er skyldig, er det selvfølgelig rigtig godt for hendes slægtninge, venner og andre, der havde et tæt forhold til den dræbte, og alle os andre.

Politiet er efter det oplyste kommet på sporet ved en søgning i Rigspolitiets dna-register i persondelen. Den nu sigtedes dna var ikke i registeret, men hans søns var. Fundet er sket ved det, man kalder en familiesøgning.

Der er i dag ikke nogen lovgivning, der regulerer denne type efterforskning, og det giver efter min opfattelse anledning til nogle etiske og retlige overvejelser om betimeligheden af denne særlige type efterforskning. Var sønnen blevet opsøgt af politiet og spurgt, om han kunne bidrage med oplysninger om sin fars gøren og laden på gerningstidspunktet, havde sønnen været i sin gode ret til at sige, at det ville han ikke tale med politiet om. Det er trods alt hans far. Nu er sønnen blevet nøglen til sagen. Det bliver ikke et bevis i sagen (i hvert fald af betydning), men han er aldrig blevet spurgt, om han vil hjælpe politiet.

I dansk ret har vi den hovedregel, at nærtstående er vidnefritaget, dvs. de ikke er forpligtet til at afgive forklaring i retten i sager mod eksempelvis deres far eller mor, medmindre dommeren bestemmer det. Denne type efterforskning kræver derfor efter min mening en særlig lovhjemmel, navnlig fordi vi i Danmark er voldsomt overvågede og registrerede.

Det næste bliver vel, at politiet også vil have adgang til vores sundhedsdata, hvor der kan være rigtig mange dna-oplysninger i forbindelse med diagnosticering og behandling af sygdomme.