Børnene er blevet barselslovens store tabere
Hvordan kan Venstre, der stadig kalder sig et borgerligt parti, juble over en barselslov, der er et så markant indgreb i familielivet?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ligestillingsminister Marie Bjerre og hendes ligesindede kan ikke få armene ned over barselsloven, der trådte i kraft i august 2022. Ja, Venstres ligestillingsminister kalder ligefrem barselsloven »det største ligestillingsskridt i nyere tid«.
I Dansk Industri var der ingen tvivl hos rådgivningsdirektør Kinga Szabo Christensen, som sagde til TV 2 for nylig, at den øremærkede barsel »forhåbentligt betyder, at flere kvinder kommer ind på ledelsesposter«.
Alt imens elitens feminister jubler over, at de og deres medsøstre på de bonede gulve nu – ifølge dem selv – får nemmere ved at komme ind på ledelsesgangene, så løfter de ikke et øjenbryn over barselslovens store tabere.
I denne uge blev der publiceret en ny undersøgelse, der viste, at tre af fire fædre tager de 11 ugers barsel, der er øremærket til dem. Men undersøgelsen viste også, at halvdelen af de fædre, der ikke tager barslen, fravælger den af økonomiske årsager. Samtidig viser en anden undersøgelse, at børnene, der starter i vuggestue, efter barselsloven er trådt i kraft, er blevet yngre og yngre.
I dag oplever daginstitutionerne flere børn helt ned til seksmånedersalderen, der starter i daginstitution. Det bliver dermed helt små børn, der bliver de store tabere, når de i en meget tidlig alder skal væk fra forældrene og ind i ofte pressede institutioner.
Men også pædagogerne bliver taberne, da de skal bruge langt flere ressourcer med de helt små børn, der helt naturligt kræver langt mere end ældre børn, da de for eksempel ikke er begyndt at bruge ord endnu og ofte ikke kan gå.
Danmarksdemokraterne har advaret mod barselsloven fra dag ét. Det var faktisk et af vores allerførste politiske forslag, som blev bragt i Jyllands-Posten i august 2022, at give de ni ugers barsel tilbage til børnefamilierne.
Vi har haft forslaget fremme som beslutningsforslag i Folketinget, hvor regeringen sammen med venstrefløjen stemte imod.
Jeg forstår ærligt talt ikke, at et parti som Venstre hopper med på den galej.
Vi er måske lidt gammeldags indrettet i Danmarksdemokraterne. Men vi mener altså, at det må være op til familierne selv at indrette deres hverdag under barsel, som de synes, den skal indrettes.
Selvom Marie Bjerre i tide og utide hylder den tvungne barsel, så overrasker det mig ærligt talt stadig, at et parti som Venstre, der engang var borgerligt, kan juble over et så markant indgreb i familielivet.
Nu ser vi konsekvenserne af, at man vil diktere folks hverdag. Børnene bliver de store tabere i salon-feministernes store slagnummer.