Når der bliver flere tabuer, stiger risikoen for at træde ved siden af

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Livlig debatkultur er et kendetegn for demokrati. Men det har aldrig været nemt at svømme imod strømmen, og det er ikke blevet lettere i den digitale tidsalder. Der skal ikke meget til, før hammeren falder. Når ytringsfrihed dermed begynder at virke ensrettet, er det dog stadig et tegn på demokrati; det skyldes nemlig ikke mindst et stigende pres fra neden.

Medier lever af opmærksomhed fra et flertal. Informationer risler ud af højtalere og oplyser skærme hos borgere, som har nok at se til i forvejen. Hun og han bør ikke mistænkes for at være hjernevaskede eller dumme, men medier er nu engang med til at bestemme, hvad der bør huskes og kan glemmes. I mængden af begivenheder er det begrænset, hvor meget information man har lyst til at opsøge.

Lad os fortsætte nede på hverdagens mange gulve, hvor de fleste af os befinder sig. Dér har det jo altid krævet et overskud at svømme imod strømmen. Men i de senere år har der været stigende tendens til, at forskellige interessegrupper gør en vellykket indsats for at blive bemærket. Det frister til at tale opmuntrende om ”oprør fra neden”.

Hvad enten det handler om bestemmelse af køn, korrekt ordvalg, følelser af at være overset eller andet, er medier nødt til at fokusere på det. I de senere år har det medført politiske rystelser, nye lovforslag – og offentlig accept. Det vidner om respekt for mangfoldighed som det måske mest fornemme tegn på demokrati. Stigningen i antallet af alt, hvad der anses for korrekt, øger samtidig antallet af muligheder for at komme til at træde ved siden af. Stadig større risiko for at blive set skævt til, irettesat, kaldt noget ubehageligt eller det, som er værre. Det handler om at blive kendt skyldig i ”no-gos” eller mere gammeldags: tabubrud.

Det bliver nok ikke nemmere at begå sig i det offentlige rum. Selvcensuren kan få varigt vokseværk hos kvinde og mand, der kun ønsker et mindre anstrengt forhold til deres medmennesker. Til almindelig opmuntring er det en rimelig grund til at tage lidt lettere på de demokratiske no-gos.