Israels venner må sige fra

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Israels bombardementer af Gaza bringer mindelser om USA’s julebombninger af Hanoi og Haiphong i 1972. Som Nixon- og Kissinger-administrationens massive bombninger af en forsvarsløs civilbefolkning i sin tid er Netanyahus krig i dag et moralsk selvmål i gigantisk målestok og desuden politisk perspektivløs. Hamas’ horrible terrorangreb den 7. oktober var muligt, fordi den israelske regering, stærkt præget af sine højreekstremistiske ministre, svigtede forsvaret af sine egne borgere til fordel for støtte til bosættere på den besatte Vestbred. De seneste måneder har Netanyahu-regeringen igen svigtet det israelske folks mulighed for på lidt længere sigt at leve i fred ved at gennemføre massive bombninger i Gaza med yderst ringe hensyntagen til den civile befolknings sikkerhed.

Sat på spidsen kan man spørge, hvor mange palæstinensiske børn skal dø, for at Israels premierminister Netanyahu kan forhale retssagerne imod sig for bestikkelse og magtmisbrug? Så længe krigen kører imod Hamas og Hizbollah, står israelerne sammen, og sagerne trækker i langdrag.

Når først freden måtte indfinde sig, holder Netanyahu næppe længe. Kritikken mod premierministeren er kraftig: I stedet for at sikre israelerne forud for angrebet den 7. oktober var hans fokus en undergravning af det israelske demokrati gennem en svækkelse af højesteret. Gidslernes situation er også et ømt punkt for Netanyahu: De pårørende mener, at premierministeren spiller hasard med deres skæbne ved at bombe i flæng i Gaza.

Det er ellers ikke, fordi Israel ikke evner at præcisionsbombe. Det har man senest demonstreret ved likvideringen af Hizbollah-lederen Wissam Tawil i Beirut.

I ly af krigen i Gaza har bosætterne forstærket angreb og drab på palæstinensere på Vestbredden, mens de israelske sikkerhedsstyrker ser til fra sidelinjen. Det slet skjulte formål er en udrensning og fordrivelse af palæstinenserne fra hele Vestbredden. Samtidig har de bander, der chikanerer palæstinenserne i Israel, fået frit løb.

Den voldsomme israelske reaktion på den 7. oktober-angrebet skyldes naturligvis ikke alene Netanyahus private dagsorden. Men også, at Israels raison d’etre er Holocaust. Hamas-angrebet genoplivede dette trauma. Statens overlevelse har siden grundlæggelsen i 1948 været den israelske topprioritet. Mantraet har været “Never again”. Det er også derfor, Israel blæser Vestens, herunder USA’s, henstillinger om moderation i krigsførelsen en lang march. For Israel er Gazakrigen endnu en krig – omend en meget voldsom en af slagsen – i en lang række i Israels overlevelseskamp. Her gælder det helt bogstaveligt, at målet helliger midlerne.

Konsekvenserne af at afskære palæstinenserne fra rent vand, mad, el og medicin er katastrofale, som det løbende er blevet dokumenteret af FN og menneskerettighedsorganisationer. Israel ønsker ikke at blive kigget i kortene og har forment udenlandske journalister fri adgang til Gaza. Indtil nu er 79, overvejende palæstinensiske, journalister blevet dræbt i Gaza under krigen.

Hamas’ egen reaktion på tabet af civile palæstinensere har været uhyggelig tilbagelænet. Hamas – og enhver med et blot overfladisk kendskab til regionen – vidste, at et angreb som det den 7. oktober ville udløse et brutalt og skånselsløst israelsk modsvar. Alligevel valgte Hamas at gennemføre angrebet for på den måde at stikke en kæp i hjulet på den udsoningsproces, der var i gang mellem Israel og en række arabiske lande – Emiraterne, Bahrain og Marokko – med baggrund i de såkaldte Abraham-aftaler.

På den korte bane har Hamas – og Iran – vundet en delsejr, da tøbruddet mellem Israel og de arabiske lande nu er sat på hold. Samtidig radikaliserer krigen dele af den unge generation i den arabiske verden – og på Vestbredden, hvor 82 pct. i dag sympatiserer med Hamas ifølge en palæstinensisk meningsmåling.

Hamas’ kynisme er ikke af ny dato. Gennem årtier har Hamas angrebet Israel fra Gaza. Lige så hyppigt har Israel svaret hårdt igen med omfattende tab af civile liv som resultat. I den nuværende krig kunne Hamas for længst have erklæret, at man overgav sig, hvilket ville have begrænset antallet af dødsofre. Men det drømmer terrorbevægelsen ikke om – alt imens dens ledere lever i sus og dus i Qatar.

Det kan konstateres, at bombardementerne skader Israels image. Ikke så meget blandt verdens regeringer, hvor det er den kølige kalkule – baseret på økonomiske og sikkerhedspolitiske overvejelser – der tæller.

Men blandt klodens befolkninger. I den muslimske verden selvsagt, i det globale syd, hvor flere lande nu afbryder de diplomatiske forbindelser med Israel, og i Vesten, hvor krigen, som den har udviklet sig, hos mange mennesker har udløst sorg og skuffelse. Sådanne reaktioner er særligt stærke hos ungdommen. Det medfører den risiko, at de unge mister troen på demokratiet og den demokratiske verden. Det gælder ikke mindst i USA, hvor præsident Biden har hårdt brug for de unges stemmer, hvis han skal vinde valget til november.

Israels overreaktion er vand på Putins, Xi Jinpings og Irans Ali Khameneis fortælling om, at Vestens udenrigspolitiske projekt er af neokolonialistisk art. Disse lande præsenterer Vestens støtte til Ukraine som dobbeltmoralsk. De hævder, at Vestens bekendelse til de grundlæggende menneskerettigheder klinger hult, når man reelt ser gennem fingrene med Israels overgreb.

På den korte bane giver Israels bombardementer en slags intern forløsning. Men på langt sigt risikerer de at forstærke voldsspiralen. I Gaza er kombinationen af uretfærdighed, fattigdom og en udsigtsløs fremtid en farlig cocktail. En ungdomsgeneration på 900.000 palæstinensere påføres i disse uger livsvarige traumer. Risikoen er et Hamas 2.0 eller en ny militant bevægelse, vi ikke har hørt fra endnu.

Den danske regering fører en zigzagkurs. Statsministeren ville oprindelig ikke vise medfølelse med de palæstinensiske ofre. Så ville hun alligevel godt. I oktober stemte Danmark imod en våbenhvile. I december stemte vi for en midlertidig våbenhvile for at få nødhjælp ind i Gaza.

I den aktuelle situation kan og bør vi gøre flere ting fra dansk side:

Kræve øjeblikkelig frigivelse af de israelske gidsler.

I stil med lande som Australien og Canada bør vi her og nu kræve en permanent og øjeblikkelig våbenhvile.

Tage et politisk-diplomatisk initiativ i FN for at bane vejen for genopbygning af Gaza og forberede en proces, der kan lede til en langsigtet politisk løsning på den israelsk-palaestinensiske konflikt. Genopbygningen og en model for styring af Gaza i en overgangsperiode er de mest presserende opgaver.

Vi må også tale åbent om de israelske bosættelser i de besatte områder, der er i strid med international ret og en række FN-resolutioner. Det er et utrolig vanskeligt spørgsmål, men det er ikke ved at lukke øjnene og tie, at vi kommer nærmere en løsning. I denne sammenhæng er der i Israel modige bevægelser og organisationer, f.eks. Breaking the Silence, der holder fast i fundamentale humanistiske værdier, også i de sværeste tider. Dem bør vi støtte.

Danmark er en ven af Israel. Det skal vi vedblive at være. Men vi må forklare israelerne, at rigtige venner ikke er rygklappere eller eftersnakkere. En rigtig ven er en, der siger fra, når man er på afveje.