Forenkling er bekvem, men det gør os dummere og dummere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Brugen af skældsord har det med at vokse i takt med kriser: Hvis man tidligere er blevet beskyldt for at være konspirationsteoretiker, har der i de senere år været risiko for at blive kaldt både antivaxxer, Kreml-sympatisør og antisemit. Listen står til stadig udvidelse, og som fredselskende borger må man frygte at blive placeret på den.

Også guderne må vide, at der er grunde til at kalde folk for både det ene og det andet. Men de må også vide, at det ikke er alle, som fortjener at blive skældt ud.

Desværre er det nærmest uundgåeligt i en alvorlig krise: Når den kradser, er der gerne behov for at forenkle, fordi der ikke er overskud til at nuancere. En oplagt risiko går ud på, at den velmenende fortaler for nuancer bliver anklaget for at være på det forkerte hold. Derfor er tålmodigheden med hende eller ham ret begrænset eller helt fraværende. Skældsordene kommer til at fylde i tale og på tryk med det formål at diskvalificere argumenter – også før de er blevet fremført. Især af den grund foretrækker mange efterhånden at overlade scenen til dem, som dominerer og højst nuancerer med eget syn på sagerne.

Også de senere års kriser har dét til fælles, selv om de i øvrigt er meget forskellige. Både her og der viser forenkling sig at være effektiv, fordi der er gunstige betingelser for den:

Selv om der ikke ligefrem hersker officiel krisetilstand i et samfund, har borgere gerne rigeligt at gøre med at få hverdag og liv til at fungere. Og selv om man ikke ligefrem er moden til at sygemelde sig eller komme på de lange ventelister hos psykiatere og psykologer, mangler der tit overskud til at engagere sig i debatter om kriser, som man alligevel har for lidt eller nul indflydelse på. På det grundlag er almindelig modtagelighed for forenkling ikke et mysterium.

En jævn strøm af sekretærjournalistik i større medier er ideel for toneangivende stemmer, der taler for deres sag og dermed henviser konkurrerende nuancering til mindre kanaler. Den samme dynamik fortsætter med at øge antallet af tabuer i et demokrati, hvor ytringsfrihed i stigende grad kan minde om ensrettet trafik.

Forenkling er bekvem, men har det både med at fremme fordummelse i en befolkning og være grund til fortrydelse. Kriseforløb har det jo også med at vise, hvorfor det er nødvendigt at nuancere varieret. Hvad enten man er statsminister eller arbejdskollega, er det jo pinligt at have kritiseret og chikaneret dem, som nu viser sig at have haft vigtige pointer med deres argumenter fra starten.

Nogle påstår, at det er meningsløst at fortryde, fordi fortiden alligevel ikke kan ændres. Andre mener, at fortrydelse er med til at forbedre fremtiden. Det er to syn på en sag, som også har ret til at få lige meget opmærksomhed. Ganske vist vil det næppe udrydde, men i det mindste kunne begrænse fordummelsens dynamik.