Hvor er du henne, Hamas? Børn dør …
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et debatindlæg i JP kritiserer Medhat Khattab statsministeren og udenrigsministeren for at tage parti for israelerne i Gazakonflikten og dermed miste deres moral og samvittighed. Nu er jeg ikke bekendt med, at man også kan miste sin samvittighed? Jeg har kun lært, at man kan have en god eller dårlig samvittighed.
Derefter argumenterer Medhat Khattab for, at den almindelige befolkning i vores land skal tage afstand for det, som Medhat Khattab kalder den »kollektive straf og de grusomme angreb på civilbefolkningen i Gaza …«
Men hvem er den egentlige skyldige i denne forfærdelige krig? Hvorfor spørger Medhat Khattab og alle andre ikke Hamas’ leder, Yahya Sinwar, som bor på et luksuriøst hotel i Qatar, om han ikke snart vil søge en fredsslutning med Israel og dermed være med til at stoppe disse forfærdelige krigshandlinger?
Medhat Khattab skriver også, at »lukke for vand, medicin og olie svarer til at begå folkemord i kollektiv grad«. Men når nu Medhat Khattab anvender den slags terminologi, så kunne han vel med rette spørge, om det ikke også er at begå endnu mere folkemord, når Hamas fuldstændig samvittighedsløst bruger civilbefolkningen i Gaza som et levende skjold?
Hvad ville Hamas have gjort mod resten af civilbefolkningen i Israel, hvis de ikke var slået tilbage af israelerne den 7. oktober? Ville de ikke have fortsat deres grusomme massakre imod civilbefolkningen? Jeg græmmes over, at alle – og også ude i verden – ikke retter fokus mod den egentlige skurk i denne krig, nemlig Hamas‘ ledelse.