Man kan kun gisne om, hvorfor regeringen lader regioner og patienter sejle deres egen sø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det danske sygehusvæsen befinder sig lige nu i en negativ udviklingsspiral. Vore hospitaler lider under mangel på kvalificerede medarbejdere, hvilket afspejler en generel mangel på arbejdskraft, og udviklingen forstærkes af, at sygeplejersker og speciallæger i stigende tal fravælger det offentlige sundhedsvæsen til fordel for det private, der byder på bedre arbejdsforhold og honorering.

Konsekvensen er et øget arbejdspres på de tilbageværende læger og sygeplejersker, lukning af sengeafsnit, udskudte ikke blot planlagte, men også akutte operative indgreb, samtidig med at vi hører om årelange ventetider på udredning og behandling, en udvikling, som har haft alvorlige følger for især kræftramte patienter i Region Midt.

Regeringen har med henvisning til behovet for at dæmpe inflationen i forbindelse med den seneste ”økonomiaftale” bevidst underfinansieret regionerne med budgetrammer, som ikke dækker de store ekstraudgifter, der er en følge af voldsomt stigende medicinudgifter, de generelle prisstigninger, der er en følge af inflationen, og et stigende antal ældre borgere.

Konsekvensen har været, at flere regioner for at få budgetterne til hænge sammen har varslet ansættelsesstop, fyringsrunder og afvikling af et stort antal stillinger. I Region Hovedstaden forventer man således at skulle afvikle flere end 300 stillinger, i Region Nordjylland 229 stillinger, hvilket må siges at virke uforståeligt i en tid, hvor en af sygehusenes største udfordringer også ifølge regeringen er manglen på kvalificerede medarbejdere.

Samtidig må man forvente, at det øgede arbejdspres på de tilbageværende vil få endnu flere kvalificerede medarbejdere til at forlade det offentlige sygehusvæsen. Mange vil formentlig søge over i privathospitalerne, som kan byde på både bedre arbejdsforhold og højere løn, så man skal ikke forvente, at de vender tilbage, når/hvis man får skabt de nødvendige økonomiske rammer for det.

Regeringens reaktion på de alvorlige konsekvenser af regionernes økonomiske vanskeligheder har været præget af næsten ”larmende” passivitet. Nuvel, man har hårdt presset bevilliget ekstramidler med henblik på afvikling af ventelister; men 350 mio. kr., som tages ud af 2024- budgetterne, i forhold til et samlet regionalt underskud på 2,5 mia. kr. taler for sig selv, og de annoncerede 5 mia. kr., som fordelt på fem regioner indfases gradvist indtil 2030, er stadig at betragte som ”fugle på taget” og gør i den nuværende situation næppe hverken fra eller til.

Den negative udviklingsspiral, som det offentlige sygehusvæsen lige nu befinder sig i, vil uden politisk økonomisk indgriben få alvorlige langsigtede bemandingsmæssige konsekvenser, som patienterne betaler prisen for.

Ofrene ydes jo ifølge regeringen i en højere sags tjeneste, kampen mod inflationen. Men med den netop indgåede trepartsaftale falder regeringens inflationsargument til jorden. For med aftalen, der indgås med det i sig selv fornuftige formål at styrke rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, sendes den første milliard i lønkroner ud til forbrug allerede i 2024, samtidig med at regeringen netop med det påståede formål at dæmpe inflationen iklæder regionerne en økonomisk spændetrøje, der som beskrevet kræver omfattende fyringer i de hårdest ramte regioner.

Regeringen har et troværdigheds- og forklaringsproblem, som den i sin magtfuldkommenhed åbenbart ser stort på.

Derfor kan man kun gisne om den reelle årsag til, at den lader regioner og patienter sejle deres egen sø. Befolkningen og i særdeleshed de patienter, der må betale prisen, har krav på et troværdigt svar.