Religiøs frihed giver ikke sig selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er så selvfølgeligt for os, at vi dårligt tænker over det: Selvfølgelig må vi tænke og tro, hvad vi vil – og skifte tro, hvis vi ønsker det. Selvfølgelig må vi dele vores tanker og tro med andre. Selvfølgelig må vi samles til gudstjenester. Selvfølgelig må vi læse i Bibelen, hvis vi har lyst til det.

Men tænk, hvis det var omvendt: at vi selvfølgelig ikke måtte tænke, tro, tale, mødes eller læse, hvad vi ville.

Lige præcis sådan er det mange steder i verden. Det gælder eksempelvis for de centralasiatiske landes 80 millioner indbyggere. For de 25 millioner nordkoreanere. Til dels for de tre milliarder mennesker, der bor i verdens to folkerigeste nationer. Og alt, alt for mange andre steder i blandt andet Mellemøsten og Nordafrika.

Nogle steder må man ikke tage sine børn med i kirke. Andre steder må du kun have en bibel, hvis den er stemplet af myndighederne, som holder strengt opsyn med antallet. Atter andre steder kan du glemme alt om at mødes med andre kristne. Og hvis du alligevel gør det, risikerer du, at der er stikkere til stede. Det kommer man i fængsel af.

Hvordan reagerer vi på det? Forargelse og vrede er oplagt, for det er virkelig forargeligt. Af samme grund er der en vigtig politisk dimension, der handler om at sikre den helt principielle trosfrihed. Regeringen synes at fornemme lidt af alvoren. I hvert fald er der i finansloven for 2024 afsat 10 mio. kr. til arbejdet gennem Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejdes åbne vindue for tros- og religionsfrihed, en fordobling i forhold til de seneste år.

Hvor langt rækker det? Det ved vi af gode grunde ikke, og lærdommen fra korankrisen her i efteråret må være, at eksempelvis de 57 muslimske lande forenet i Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) er noget mere nøjeregnende med den alleryderste decimal i de danske frihedsrettigheder, end de er med manglen på fundamentale frihedsrettigheder hos sig selv. Så det er en kamp op ad en meget lang og stejl bakke.

Ikke desto mindre er arbejdet for disse rettigheder vigtigt. For når de trædes under fode, sætter det sig i mennesker. Vi genkender det fra den politiske virkelighed. Bag Jerntæppet blev der mange steder i anden halvdel af det 20. århundrede slået hårdt ned på holdninger, der afveg fra de kommunistiske regimers. Det betød, at folk tilbragte årtier under overvågning, bag tremmer, i Sibirien.

Men det betød også noget andet, nemlig en internaliseret frygt, der fik de allerfleste til at tie stille. Havde man først set en bekendt, en nabo eller et familiemedlem blive ramt af den kommunistiske jernnæve, veg man tilbage for ikke at risikere det samme. Vidnesbyrdlitteraturen er fuld af den slags beretninger. Det samme sker i dag.

Det virker fuldstændig kontraintuitivt for os – tros-, ytrings- og forsamlingsfriheden ligger på rygmarven af enhver herhjemme. Kun i de værste dystopier, for eksempel George Orwells ”1984”, kan vi virkelig mærke det mareridt, overvågning og manglende frihed til at tænke, tale og tro efter sin samvittighed medfører. Men for alt for mange ude i verden lyder forholdene hos os som en uopfyldelig drøm, noget, de må ty til fantasiens overdrev for at forestille sig.

Mødet med de chikanerede eller direkte forfulgte kristne, der lever under kristendomsfjendske regimers ”selvfølgelig ikke”, kalder derfor på tre reaktioner fra os: Politisk kamp for deres rettigheder. Forståelse for det ubegribelige pres, der kendetegner deres hverdag. Økonomisk støtte til deres arbejde for, trods al modstand, at kunne dele troen, fællesskabet og Bibelen med deres landsmænd.

Regeringens ekstrabevilling kan være et lille skridt i den retning. Men der skal meget mere til – til en begyndelse en fælles erkendelse af, hvor voldsomt de basale rettigheder, vi tager for givet, krænkes verden over.