Regeringens lønløft er en glidebane uden lige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

10 kr. 20 kr. Nogen højere? 20 kr. og tre ekstra fridage. Nogen højere …?

Forestil dig tv-debatten aftenen inden næste folketingsvalg, hvor partilederne har en sidste mulighed for at overbevise vælgerne om, hvor krydset skal sættes. Debattens altoverskyggende tema er, hvem politikerne nu vil give mere i lønposen. En partileder nævner skolelærerne, en anden peger på politibetjentene, mens en tredje går i brechen for pædagogerne. Én politiker vil hæve lønnen med 10 kr., en anden overbyder, mens en tredje partileder, der er presset i meningsmålingerne, sætter trumf på ved at love både højere løn og flere fridage. Det bliver skruen uden ende, og vi risikerer, at der for alvor går politik og pop i løndannelsen.

Tidligere har det været fuldstændig utænkeligt, at toneangivende politikere ville gøre løn til bestemte faggrupper til en sag i en valgkamp, men regeringens lønløft åbner en glidebane uden lige. Aktuelt er det sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og fængselsbetjente, regeringen vil give mere i løn, men i næste valgkamp kan det være helt andre faggrupper, der står for tur. Fra forskellige sider lyder det godt nok, at lønløftet er en engangsforestilling, så vi skal ikke være bekymrede i forhold til den danske model. Tja, politikerne har tidligere lovet, at de ikke ville blande sig i løn- og arbejdsvilkår, men det løfte bryder de nu. Hvorfor er det så lige, at vi skal tro, at de ikke kan finde på at gøre noget lignende igen?

Jeg vil gerne understrege, at jeg har stor respekt for de fire faggrupper, regeringen vil belønne, og jeg kan sagtens unde folk en højere løn, men det skal være arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn- og arbejdsvilkår. Hvis politikerne overtager opgaven, dør den danske model, som man i mange andre lande misunder os. Det ville være meget skadeligt for både lønmodtagere, arbejdsgivere og ikke mindst dansk økonomi, hvis vores aftalemodel erstattes af overbudspolitik, som mere eller mindre desperate politikere lancerer i den sidste tv-debat inden valgdagen.

I stedet for at afskaffe den danske model mener vi i Arbejdsgiverforeningen KA, at modellen skal styrkes og fremtidssikres. Helt grundlæggende er det et problem, at modellen på mange måder er en lukket fest for den traditionelle fagbevægelse, som ikke ønsker at åbne døren for andre gæster. Når der ikke kommer frisk luft ind, bliver det hele lidt hengemt, og det er også tilfældet her.

Når fagbevægelsen samtidig styrtbløder medlemmer, så smuldrer legitimiteten bag modellen, og det får fundamentet til at slå dybe revner. Der er brug for, at alle gode kræfter i fællesskab moderniserer den danske model, så begreber som frihed, fleksibilitet og nytænkning kommer til at spille en langt større rolle end i dag.