Den kommunale adels vokseværk skal rulles tilbage

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I tidligere tiders klassesamfund havde man adel og bønder. Det er lidt på samme måde i kommunerne i dag. Ganske vist havner opsætsige bønder ikke på den berygtede træhest som i stavnsbåndets tid, men den kommunale adel nyder til gengæld en række privilegier, som alle ”bønderne” – de almindelige medarbejdere – nede på gulvet kun kan drømme om.

Først er der lønnen. Den ligger på over 1 mio. kr. om året, og antallet af modtagere er vokset til mere end 1.600 medarbejdere i landets 98 kommuner. Visse steder har stigningen i antallet af særligt privilegerede medarbejdere været på omkring 40 pct. de seneste fem år – i øvrigt uden at dette på nogen som helst måde kan retfærdiggøres med øgede administrative byrder.

Den kommunale adel består af direktører og ledere. Og den nyder særlige privilegier såsom lukrative fratrædelsesordninger – kommuner har punget millioner af kroner ud til disse, som er taget fra de varme hænder – eller massageordninger, abonnementer på diverse aviser og fagblade samt meget andet, som er uopnåeligt for sosu-assistenten, pædagogen eller folkeskolelæreren.

Direktørerne dyrker et særligt fællesskab. Ja, de udgør nærmest en slags loge af særligt udvalgte. På KL-møder mødes de og udveksler erfaringer. Med overbærende smil taler de med hinanden om ”deres medarbejdere” og ”deres politikere”. De ved, at de bestemmer. Medarbejdere og politikere kommer og går. Adelen består.

Samtidig kan sosu-assistenten kun drømme om en lønforhøjelse på 500 kr. Eller drømme om ikke at skulle arbejde hver anden weekend eller være borgeres og pårørendes skydeskive for beslutninger, som er truffet oppe i de højere kommunale luftlag løsrevet fra virkeligheden ude på institutionerne. Alt imens 1.634 medarbejdere i kommunerne altså kan betragte sig selv som tilhørende adelen – med høj løn og lukrative fratrædelsesordninger.

Vi kan tage en vilkårlig kommune som Lolland Kommune. Her gav kommunen tre fyrede ledere 5 mio. kr. med på vejen – f.eks. den fyrede skoledirektør Lars Povlsen Jensen, som i foråret fik 1.978.632 i fratrædelsesgodtgørelse svarende til 18 måneders løn. Og det i en lille kommune, hvor beløbet kunne finansiere en tiltrængt renovering af en skole.

Men vi kan også tage en kommune som Syddjurs, hvor antallet af medarbejdere med en løn på over 1 mio. kr. er steget med 40 pct. i perioden fra 2017 og frem til 2023. Det handler her om 12 ekstra medarbejdere i den ypperlige lønkategori.

Eller vi kunne nævne eksempler på direktører, som i den ene stilling efter den anden er ”blevet fyret” til millionbeløb med halve års mellemrum.

Det siger sig selv, at denne udvikling er helt uholdbar. Velfærdsområdet skriger på hænder, mens direktører og ledere sidder lårene af hinanden på direktionsgangene, hvis de da ikke er i færd med at modtage massage eller andre af de goder, som følger med deres stilling. Nej, det handler ikke om misundelse. Det handler om anstændighed over for kommunernes medarbejdere – og anstændighed over for de danskere, som betaler skat, i forventning om at velfærdssamfundet kan hænge sammen.

Regeringen siger ganske vist meget af det rigtige – og den siger det mange gange. Men stadig sker der ikke rigtig noget. Derfor fortsætter vi i Dansk Folkeparti med at råbe den op. Og vi bliver ved, indtil man lytter. Ellers skrider ikke alene den kommunale velfærd, men også borgernes tillid til den.