Jeg er 120 pct. enig med Per Nyholm – lige præcis om det der i hvert fald
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg var tidligere ikke altid enig med Per Nyholm. Men forleden havde han en kommentar om, hvilket Danmark vi er på vej til – og her er jeg 120 pct. enig med Per Nyholm.
Jeg har i flere år underholdt folk, der gad høre på mig, om, at vores fantastiske land efterhånden kun består af brokhoveder og utilfredse velfærdsnydere. Vi har verdens bedste velfærdssamfund. Jeg har rejst over det meste af verden og har ikke mødt et samfund, der kan måle sig med vores standard. Det kan ikke være rigtigt, at én af tophistorierne på sociale medier er utilfredshed med en ny tud på mælkekartoner! Alt imens politikerne slås om større eller mindre velfærd. Hvis sådanne misforhold fortsætter, ender det vel med, at politikerne kan sætte sig ned i Snapstinget og rafle en omgang ”Lyv”, mens gadens parlament og de sociale medier overtager samfundsstyringen. Lad os stå sammen for at bevare og modernisere vores velfærd. Men det kræver, at vi alle yder et bidrag.