Arrogante holdninger sikrer ikke viden, Henrik Dahl

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden var jeg til Københavns Universitets årsfest. En traditionsbunden affære med trompetfanfarer, rektor iført guldkæde og dronningen som æresgæst.

Dagens festforelæser var professor i kirkehistorie. Hendes forskning, med udgangspunkt i middelalderlige munkes syn på privatliv, indgår nu i aktuelle politiske diskussioner om GDPR og forholdet mellem stat og individ.

Sådan er universitetet. På den ene side et rum for fri tænkning, som giver plads til nye idéer og bringer vores fælles viden fremad. På den anden repræsentant for en lærdomstradition, som kan virke konservativ, men er med til at fastholde prøvede standarder for videnskabelig diskussion. For selvom der på universitetet skal være plads til at få vilde idéer, så er det ikke alle vilde idéer, som skal overleve.

Kernen i den akademiske vidensproduktion er den kritiske diskussion blandt fagfæller. Den er gennem årene sat i system, når forskere fremlægger deres resultater på konferencer, når videnskabelige artikler fagfællebedømmes, eller når forsvar af ph.d.-afhandlinger eller doktordisputatser foregår åbent og offentligt. Man skal ikke være naiv. Etablerede teorier kan være svære at ændre på, selvom ny viden kommer til. Og nogle gange viser nye idéer, som opnår kortvarig tilslutning, sig ikke at holde i længden.

Men i det lange løb fungerer systemet. Det er da også svært at pege på noget bedre. At lade en politisk centralkomité eller rent kommercielle interesser afgrænse, hvad der er sand og nyttig forskning, er næppe et attraktivt alternativ. Men den akademiske diskussion er besværlig.

Her tænker jeg ikke kun på det besvær, det skaber, når forskerne skaber andre resultater end dem, som visse politikere havde ønsket. Jeg tænker på, hvor besværligt det er at deltage i debatten om forskningen. For vil man tages alvorligt som en, der seriøst bringer debatten fremad, må man sætte sig ind i, hvad den handler om: Hvad er de fremherskende teorier på området? Hvad er den faktuelle viden? Hvem har skrevet hvad om emnet, hvad er de uenige om og hvorfor? Men der findes tilsyneladende en intellektuel supermand i dette land, som er så klog, at han uden besvær kan afsige videnskabelig dom over hele fagområder og erklære: Dur ikke!

Det er Henrik Dahl, som 10/11 her i avisen krævede intet mindre end lukning af humaniora og samfundsvidenskab på samtlige danske universiteter. Dette ekstreme forslag var begrundet i nogle brede og vage påstande om »pseudovidenskab« og »aktivisme«.

Evidensen rakte ikke ud over det anekdotiske. Det er naturligt, at universiteterne som andre skatteyderbetalte institutioner rammes af offentlighedens kritiske søgelys. Og man må hjertens gerne have en holdning til det, der kommer ud af universiteterne, også selvom man ikke har brugt tid på at skrive en doktordisputats.

Men der er forskel på holdning og viden. Jeg har for eksempel en holdning til bilfabrikker og det, der kommer ud af dem. Jeg udtaler mig gerne passioneret om forskellige bilmærker.

Men jeg kunne aldrig finde på at beskylde min mekaniker for at have et woke forhold til tandremme eller en aktivistisk holdning til bremser. For det ved jeg ikke noget om. Og jeg kunne især ikke finde på at beskylde alle landets bilværksteder for ”pseudomekanik” og kræve dem lukket, fordi jeg ikke er tilfreds med mit sidste værkstedsbesøg. Det ville i den grad være respektløs.

På samme måde er Henrik Dahls krav om lukning af samfundsfag og humaniora et udtryk for en arrogant respektløshed. Mere end af en reel bekymring for videnskab og sandhed er det formentlig drevet at et håb om, at han som politiker med en tvivlsom chance for at blive valgt til den post, han stiller op til, trænger bedre gennem mediernes lydmur, jo højere og mere ekstremt han råber op.