Lad mig nu bare komme hjem i fred

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fredag aften skete det igen. Efter en dejlig aften med tapas og vinsmagning hos en af mine veninder stod jeg på fortovet og ventede på en taxa. Klokken var kvart i tre og på grund af J-dag var taxaen lidt forsinket.

Mens jeg venter, standser en bil foran mig, og ud stiger en mand og går helt tæt på mig. »Smukke pige, hvor bor du henne, så skal jeg nok køre dig hjem.«

»Jeg har en bestilt en taxa,« svarer jeg, men han bliver ved med at spørge, hvor jeg bor henne, og om han ikke skal køre mig hjem.

Jeg gentager mig selv fem gange, før han sætter sig ind i bilen igen og kører sin vej. Hvorfor er det, at jeg og andre unge kvinder ikke bare kan få lov til at tage hjem i fred en sen aften uden at blive udsat for noget, der kan udvikle sig kriminelt?

Det er ikke første gang, jeg prøver at blive antastet på gaden. Catcalling oplever jeg jævnligt, og jeg er også blevet fulgt efter. Det samme gælder alle mine veninder – jeg kender ikke nogen, som ikke har været udsat for noget ubehageligt af mænd en aften på vej hjem. Det værste er, at jeg ikke engang er overrasket.

Da jeg stod og ventede i fredags, vidste jeg, at jeg sandsynligvis ville opleve noget. Så tit er det sket, mens jeg står og venter alene, eller går de syv minutter, der er mellem mit busstoppested og min lejlighed.

Jeg bliver ikke engang bange eller utryg længere, jeg bliver bare irriteret. Det er blevet et vilkår for mig.

Det var først, da jeg fortalte mine veninder om oplevelsen i fredags, at det gik op for mig, at det, jeg oplevede, var ret uhyggeligt. Manden kunne have taget fat i mig og prøvet at tvinge mig i sin bil – det er for nylig sket for to unge kvinder i Herning, som også bare var på vej hjem.

Hvorfor er der ikke mere fokus på det her? Vi har som samfund åbenbart bare accepteret, at vi kvinder ikke kan gå alene hjem, og hvis vi gør, så skal vi som det naturligste i verden tage vores forholdsregler: klemme nøglerne hårdt mellem fingrene i den ene hånd og tale i telefon med den anden. Det burde ikke være sådan.

Jeg og alle andre unge kvinder skal kunne tage alene hjem uden at frygte for vores sikkerhed. Det er absurd, at det ikke er tilfældet i dag. Jeg synes ikke, jeg stiller urimelige krav.

Det eneste, jeg beder om, er at blive ladt i fred, når jeg er på vej hjem. Det burde ikke være så svært.