Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Venstre betaler prisen for samarbejdet med Mette Frederiksen

Det er på tide med en gedigen omgang selvransagelse i det liberale parti.

Søren D. SørensenFhv. viceborgmester (V), Taastrup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I forlængelse af Jakob Ellemann-Jensens afgang som Venstres formand, vicestatsminister og økonomiminister er det tid til selvransagelse. Det er uomtvisteligt, at Venstre betaler prisen ved manglende vælgeropbakning for det nuværende regeringssamarbejde med den gamle ærkemodstander Socialdemokratiet og det ”nye” Radikale Venstre i form af Moderaterne, hvis formand, Lars Løkke Rasmussen, er i stand til at skifte standpunkter ligeså hurtigt, som man skifter skjorter.

Det starter med at gå i regering med Mette Frederiksen som statsminister, uanset man i valgkampen havde sagt det modsatte. Yderligere går man i regering med en Lars Løkke Rasmussen, der to dage før det forrige valg havde forrådt Venstre ved hen over hovedet på folketingsgruppen og partiet at foreslå et samarbejde hen over midten, underforstået med Socialdemokratiet.

Og det fortsætter med minksagen, hvor man i valgkampen havde insisteret på en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i den betændte sag, som af Minkkommissionen var karakteriseret som en grov uagtsom handling ved at lukke et helt erhverv uden at sikre sig lovmæssig dækning for handlingen. Ved at indtræde i regeringen gav man køb på en advokatundersøgelse.

I regeringens første år betaler Venstre i vælgeropbakning med sagerne om fjernelsen af store bededag, som ikke ligefrem er groet i Venstres baghave, om dieselbeskatning af lastbiler for at tvinge dem over på el, uanset prisen og den manglende ladestruktur. En genoptagelse af elafgiften, selvom det er medvirkende til inflationspresset.

Og sidst, men ikke mindst den store diskussion om en CO2-afgift på landbruget. For de værste klimafanatikere er det nærmest blevet en religion at få nedlagt dansk landbrug til hvad nytte? Kan klimarådet bevise, at der spares et eneste ton CO2 på verdensplan ved at danske forbrugere alternativt køber polsk mælk, tysk svinekød, grøntsager fra middelhavslandene og oksekød fra Sydamerika?

Eller hvad er visdommen i, at Danmark alene i EU indfører en CO2-afgift på landbruget? Endelig forsøger klimafanatikerne – især blandt Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre og Alternativet – at skjule for forbrugerne de afledte prisstigninger, der bliver resultatet af den omtalte CO2-afgift.

Og de skattelettelser, der skulle kunne motivere Venstres regeringsdeltagelse, har statsministeren travlt med at tale ned ved at henvise til finansloven for 2024, hvori der ikke er gjort plads til skattelettelser. Nu henholder man sig til den kommende 2030-plan, hvor man ovenikøbet lover yderligere skattelettelser i forhold til de i regeringsgrundlaget aftalte, men endnu ikke påbegyndte.

Man fristes til at citere den store britiske statsmand Winston Churchill, der sagde: »Politisk tæft er at forudsige, hvad der vil ske i morgen, næste uge, næste måned og næste år. Og bagefter at kunne forklare, hvorfor det ikke skete.«

Alt dette være sagt og skrevet af en stædig Venstremand, der ikke bare forlader skuden, fordi vi har svajet i vinden. Vi skal blot genoptage kerneværdierne i vores over 100-årige parti som svaret på et opgør med Systemdanmark.