Forlad regeringen og kom til jer selv, Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rune Selsing udtrykker i sin kommentar i JP forleden en tyrkertro på, at Mette Frederiksen elsker Danmark, og at det er derfor, hun står stærkere end f.eks. Venstre, der har omfavnet klimaet og feminismen.

Hvis det skal forestille at være en rammende analyse af Venstres fald, så vil jeg tillade mig at komme med en anden. Venstre gør det jo let at lege kommentator i disse dage. Mette Frederiksen elsker kun Danmark i det omfang, det er formet i hendes eget socialdemokratiske billede, og det er efterhånden lysende klart, at K.K. Steinckes totalitært sociale tanker samt Thorvald Staunings underkastelsespolitik synes at være forbillederne.

Jeg undrer mig over, at Rune Selsing finder behag i det billede, der tegner sig, hvor danskerne betragtes som arbejdsbier for en stedse voksende og stedse dårligere velfærdsstat, og hvor både klimahysteri og feminisme spiller en betragtelig rolle. Så mon ikke Venstres deroute først og fremmest skyldes, at partiet blev en del af dette overordentlig triste projekt?

Imidlertid begyndte nedturen allerede, da det stod klart, at Venstre ville gå i regering med den person, som man både før og under valgkampen havde udsat for en højrøstet, konsekvent og i øvrigt rigtig kritik.

Minksagen var og er alvorlig, og jeg er næppe den eneste, der står tilbage med en krænket retsfølelse ved at se, at den samme dommer, der dømte Inger Støjberg til fodlænke for at have givet en ulovlig ordre pr. instruks, drog den stik modsatte konklusion af Mette Frederiksens instruks på det berygtede pressemøde i november 2020 og på den baggrund frikendte en rigspolitichef, der logisk set så må have handlet på egen hånd.

Hvorfor lagde Venstre navn og rygte til sådan noget griseri? Fordi det ville have indflydelse, hed det sig, og siden har alle medlemmer pisket sig offentligt med skorpioner, mens de bedyrede, hvor glade de er for at få ansvarets snavs på fingrene. Til gengæld får de SÅ meget gennemført, må vi forstå.

Men selv i et land som Danmark, hvor politik altid har været grumset, så er der grænser for, hvor langt der kan være mellem ord og handling, når et parti skal vurderes af vælgerne.

Venstre er et kristent parti, hører vi, men det første, det gjorde, var at gå »all in« for afskaffelsen af store bededag, som er noget så sjældent som en folkelig populær helligdag, hvor der pga. konfirmationer var fulde kirker. Dertil sikrede dagen god omsætning i turisterhvervet, fordi den skænkede folk en lille forårsferie.

Hvad skulle afskaffelsen til for? Det var noget med Putin, så der skulle skaffes penge til det forsvar, som Venstre selv har været med til at udhule.

Siden blev det til noget med arbejdsudbuddet og penge til mere velfærd, men hvornår har det været Venstres politik, at danskerne skulle arbejde mere for staten?

Dertil går regeringsprojektet ud på at udforme et kompliceret skattesystem med top-topskatten, der så sikkert som amen i kirken vil kræve mere dyr administration.

Når boet efter regeringen skal gøres op, så tror jeg ikke, at nogen vil kunne pege på en eneste politisk sag, hvor Venstre har sat et tydeligt og positivt aftryk, men jeg vil gerne give partiet et idealistisk og dermed naivt råd: Forlad regeringen og kom til jer selv.

I behøver ikke at vende tilbage til blå blok, for det er fint, at danskerne har forskellige partier at vælge imellem, så man kan stemme på dem, man er mest enig med, uden at skulle tænke på, om man får en statsminister med i købet, som man ikke bryder sig om.