Gade kan genrejse Venstre
Venstre har brug for en bedre billetsælger end Troels Lund Poulsen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jakob Ellemann-Jensens exit fra dansk politik efterlader et kriseramt Venstre i en situation, der både er svær, men som også rummer muligheder for en genrejsning af Danmarks liberale parti.
På landsmødet i næste måned skal der vælges ny formand. Mange centralt placerede Venstrefolk har allerede peget på Troels Lund Poulsen som den rigtige afløser.
Han er også både en dygtig og troværdig politiker, men i den aktuelle situation er der brug for andet og mere end det. Der er brug for en frontfigur, der nyder bred tillid både i partiet og i det borgerligt-liberale vælgerkorps i det hele taget.
Det kan Søren Gade levere. Han er kendt som en politiker, der forener det dybt menneskelige og den politiske realitetssans på fornem vis. En høj etisk standard og solidt politisk håndværk i én og samme person. Det har Venstre og Danmark brug for nu. Han er en landsfader, der kan samle, og som kan genskabe tilliden til politikerne.
Med en Søren Gade i spidsen for Venstre vil der virkelig være lys forude både for partiet og for et friere Danmark med mindre statsligt formynderi og mere folkeligt fællesskab og medbestemmelse over eget liv.
Frihed under ansvar vil igen komme til at være det grundlag, der bygges på. Jeg håber, Venstre kender sin besøgelsestid, og at Søren Gade vil stille sig til rådighed i denne ekstraordinære situation.