Psykiatrien bør ændres radikalt: Danmark skal have tvangsfrie hospitaler

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I radioprogrammet ”Brinkmanns Briks” fortalte to overlæger fra regionspsykiatrien i Randers, Kristian Sloth og Anders Lindelof, at de ikke havde brug for flere penge. De havde succes med deres behandling og havde ledige sengepladser.

Det ville de gerne fortælle til regionsledelsen i Region Midt, men det fik de ikke lov til. De fornemmede, at de blev anset som skruebrækkere. Det vigtigste var øjensynligt at værne om mantraet: Send flere penge.

De gør noget afgørende anderledes i Randers. De har ikke medicinen eller diagnoserne i fokus. De fokuserer på det menneske, der sidder over for dem. De spørger ikke: ”Hvad er der galt med dig?”, men: ”Hvad er der sket i dit liv, siden du er havnet her?”

De leder ikke efter fejl i personen, men prøver sammen med denne at kortlægge, hvad der har ført til et mentalt sammenbrud, og hvilke værdier det drejer sig om. Der er som oftest tale om ensomhed – her er værdien fællesskab. Mange henvendelser til psykiatrien bunder i ulykkelige forhold. Derfor har patienterne først og fremmest brug for tryghed, sikkerhed, meningsfulde samtaler og beskæftigelse.

Det, de to overlæger har skabt, kalder de relationspsykiatri. Den bygger på etableringen af trygge og stabile relationer til behandlerne. Alle ansatte på afdelingen taler med patienterne og er engageret i at opbygge gode relationer og føre meningsfulde samtaler med dem om deres liv og om det, de ønsker, om det, der er vigtigt for dem – i stedet for bare at sige: ”Har du husket at tage din medicin”, og haste videre til den næste patient.

Alle er klar til afdelingens morgenmøde kl. 9, hvor man planlægger dagens aktiviteter. Hver patient har den samme kontaktperson, som også støtter patienten i den svære overgang mellem psykiatrisk afdeling og egen bolig. Det er sådan set ret enkelt, men har fundamental betydning for helbredelsen.

I den biologisk-medicinsk orienterede psykiatri er der fokus på diagnoser og medicin. Psykiaterne arbejder ud fra, at man skal behandle psykiske lidelser, som man behandler somatiske, hvor man skal stille den rigtige diagnose for at ordinere den bedste behandling. Men det er en grundlæggende fejl at behandle det levede psykiske liv, som om det var en maskine, der var ude af drift. Hvert menneske har sin egen historie, der skal fortælles.

Det holdt man vidtgående op med i USA, da den såkaldte DSM-III-diagnosemanual udkom i 1980, og tendensen spredte sig desværre til Europa. Ifølge den skulle man ikke længere lytte til menneskers historie, men kortlægge symptomerne, stille en diagnose og medicinere derefter.

Psykiatriske diagnoser er imidlertid temmelig upålidelige. Når man har bedt flere psykiatere om at se på de samme patienter uafhængigt af hinanden, har forskningen vist, at de er dybt uenige om, hvilke diagnoser de skal have. Men en eller anden diagnose får de jo, og når medicinen så giver bivirkninger, er det ofte de samme symptomer, som psykiaterne bruger til at stille andre diagnoser. På denne måde ender mange patienter med adskillige diagnoser og alt for megen medicin.

Forskningen viser meget klart, at psykofarmaka gør det sværere for patienterne at komme tilbage til et normalt liv. De bliver afhængige af medicinen, og mange kommer på førtidspension. I alle lande, hvor det har været undersøgt, stiger antallet af pensioner, når forbruget af psykofarmaka stiger.

Det er ikke, fordi der er flere, der har brug for psykofarmaka. Antallet af svært mentalt syge har nemlig været meget konstant. Der bliver flere lettere tilfælde, hvilket skyldes, at kriterierne for at få en diagnose hele tiden sættes ned, kraftigt støttet af medicinalindustrien, som på denne måde har fået et større marked.

Det forlyder fra psykiaternes talsmænd, at de behandler flere patienter i dag end før i tiden. Det er ikke så mærkeligt, fordi det store medicinforbrug skaber kroniske patienter ud af noget, der burde være forbigående problemer. Flere penge til psykiatrien vil kun gøre ondt værre, fordi den biomedicinske sygdomsmodel, som psykiaterne arbejder ud fra, ikke virker. Den er faktisk skadelig.

De ansatte i psykiatrien vil naturligvis patienterne det godt, men de gør ikke det rigtige. Psykiatrien bør ændres radikalt, men desværre viser erfaringen, at selv forslag om ret beskedne forandringer skaber kraftig modstand blandt fagets magtfulde talsmænd, der føler sig truet i deres selvforståelse.

De bør indse, at diagnoser bare er en etiket for en samling symptomer, der ikke fortæller noget om patientens konkrete livshistorie og problemer, og at medicin ikke helbreder, men dulmer og sløver og fjerner fokus fra at få afdækket traumatiske forhold både i fortiden og i nutiden og drømme om fremtiden.

Rigtig mange patienter har været seksuelt misbrugt som barn, hvilket de næppe oplyser om, hvis det hele drejer sig om at stille diagnoser og udskrive medicin, men det er der jo ingen medicin, der hjælper på. Man anslår, at halvdelen af alle kvinder i psykiatrien har været udsat for seksuelle overgreb. Når børn efterlades alene med sår på sjælen, vender de som oftest skaden indad og bliver enten usynlige eller unødigt aggressive eller opfører sig uroligt og forvirret. Vreden mod det, der er sket, vender de fleste børn og unge, der havner i psykiatrien, mod sig selv.

Måske ved man godt, at det, der hjælper, er at få talt om det smertefulde, der er sket. Så gør det ikke så ondt længere. Deri består et af den psykoterapeutiske behandlings paradokser: Man skal ville tale om noget, man helst ikke vil tale om. Man skammer sig og forventer det værste. Og man skammer sig over at skamme sig.

Undersøgelser har vist, at langt de fleste patienter ikke efterspørger medicin, men psykoterapi, hvor de bliver lyttet til og møder forståelse.

En rask person, der tidligere var patient i psykiatrien, foreslog engang, at man skulle stoppe med at give tilskud til psykofarmaka og bruge pengene på psykoterapi i stedet for. Det er en fremragende idé, idet forskningen har vist, at terapi giver langt bedre resultater end medicin på langt sigt, både for angst, depression og psykoser, og også er billigere for samfundet.

Vi foreslår, at der i Danmark oprettes tvangsfrie hospitaler inspireret af Randers-psykiaterne, som har oprettet et tvangsfrit afsnit på afdelingen. Alle initiativer, hvor man har behandlet svært psykisk syge patienter med menneskelighed og omsorg og har forsøgt at undgå medicin så meget som muligt, har vist, at mange flere patienter kommer tilbage til livet og får sig et arbejde eller en uddannelse. Disse projekter går under navne som Soteria House i USA, Åben Dialog i Lappland, Snekkersten-Kollektivet i årene 1978-1989 og Hurdal-sygehuset i Norge.

Hurdal blev desværre nedlagt i april 2023, selvom behandlingsresultaterne var så spektakulære, at folk kom rejsende fra hele verden for at se, hvordan de bar sig af, inklusive FN’s særlige rapportør i årene 2014 til 2020, Dainius Pūras, som har henstillet til samtlige nationer, at de skal afskaffe tvang i psykiatrien.

De tvangsfrie hospitaler skal have offentlig, permanent finansiering. Vi gør ikke det bedste for patienterne, og det, de udsættes for, handler ikke om evidens. Det handler om ikke at tabe ansigt. Eller magt. Det skal vi have lavet om på.