Hvor blev daginstitutioner og familien af i Mette Frederiksens åbningstale?
Kære Mette Frederiksen, livet starter ikke først i skolen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
»Talerstolen her er mere end bare et smukt møbel. Den er også et billede på den ganske særlig danske håndværkstradition. Skabt af og holdt sammen af mennesker med stærke fagligheder. Mennesker, der arbejder. Med deres hænder. Og med deres hoveder. Og det starter i skolen.«
Sådan lyder et uddrag af Mette Frederiksens tale til åbningen af Folketinget.
Men nej, Mette, det, du taler om, starter meget før. Det starter med det lille barn, der møder en verden fuld af omsorg og tryghed, hvorfra de kan gå på opdagelse med den kæmpe nysgerrighed, som alle børn har. Hvor de med deres fulde sanseapparat og leg kan lære dem selv at kende, både deres krop, sind og psyke.
Forældres tid sammen med deres børn og vores daginstitutioner har stor betydning for børns udvikling og trivsel. Og når vores daginstitutioner er gode, så påvirker det børnenes skolegang, uddannelse- og karriereveje. Her er forskningen meget klar: »På længere sigt viser forskningen også gode resultater. De børn, der har gået i vuggestuer og børnehaver af høj kvalitet, klarer sig bedre i skolen og får bedre uddannelse og job. Færre kommer på overførselsindkomster eller ender i kriminalitet,« står der i en rapport fra Vive.
Men der var ikke ét ord om daginstitutionerne i statsministerens tale. Og det til trods for at hver femte forælder er gået ned i tid på grund af kvaliteten, og at Vive i år fremlagde en rapport , der viser, at vores vuggestuer har store, alvorlige problemer med kvaliteten. Kun 10 pct. har god kvalitet. De resterende har enten tilstrækkelig, utilstrækkelig eller ringe kvalitet. Også pædagogandelen falder, fordi mange kommuner kæmper med underfinansieret velfærd og forsøger at leve op til loven om minimumsnormeringer og dermed skruer på alle håndtag, også ved at sende børn tidligere i sfo, hvor der også mangler kvalificerede, omsorgsfulde voksne om børnene. Det har negativ effekt på børnenes trivsel, og det skal vi gøre alt for at undgå.
Vi mener i Alternativet, at regeringen glemmer de små. Glemmer det sammenhængende børneliv, som også omhandler den tid, børn har med deres forældre, når de er små. Vi ser en stigende tendens til, at forældre vil have mindre institution og mere familietid. Mere tid til omsorg. Og netop værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og ulønnede, det burde afspejles i den måde, vi udvikler vores samfund på. Vores velfærdssamfund, hvor vi anerkender, at den relationelle velfærd, tiden sammen, er en væsentlig samarbejdspartner til at sikre kvaliteten i vores systemvelfærd, bl.a. vores hospitaler, plejehjem, skoler og daginstitutioner.
Så kære Mette Frederiksen. I må ikke glemme de små. Vis modet til at skabe de nødvendige reformer af vores arbejdsmarked og genopret vores daginstitutioner. Lad jer inspirere af Sverige, hvor forældre har ret til deltid, når de har børn, længere barsel, som styrker børns trivsel og udvikling, bedre vilkår under barnets sygedag og generelt et langt mere fleksibelt og familievenligt arbejdsmarked. Det er en helt essentiel del af måden, hvorpå vi udvikler et bæredygtigt samfund.