Hvad er der blevet af glæden ved at arbejde? Er det at gå på arbejde virkelig så slemt?
Mistanken om, at danskerne er blevet et forkølet folkefærd, der kræver og kræver, men ikke rigtig gider bidrage til fællesskabet, præger debatten.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I DR’s ”Debatten” 28/9 drøftede man danskernes forbliven på eller tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. En sådan debat kan afføde mange tanker og spørgsmål.
Har man pligt til at blive på arbejdsmarkedet, så længe man kan, for derved at bidrage bl.a. til at bevare den service og de mange ydelser, velfærdssamfundet tilbyder, eller skal man kunne forlade arbejdsmarkedet, når man ønsker det, uanset alder og helbred, og så bare nyde tilværelsen, vel vidende at der mangler arbejdskraft overalt?
Er det rimeligt, at man skal kunne arbejde på deltid eller på halv tid, dersom man har lyst til det, hvis flere timer i arbejde ville befri os for mange af de meget alvorlige problemer, vi slås med hver eneste dag? Det her er ikke, som nogle, bl.a. Venstres Torsten Schack Pedersen, er citeret for i en bemærkning til statsministeren, et spørgsmål om at have pligt til at arbejde for statens skyld. Det er i sidste ende et spørgsmål om at ville sit eget ve og vel – både her og nu og på langt sigt!
Vi ved alle sammen, at der er mangel på arbejdskraft inden for rigtigt mange dele af vores samfund – ikke kun i ”Produktionsdanmark” og i servicefagene. Ikke mindst i den offentlige sektor er der katastrofal mangel på hænder. F.eks. er situationen i dele af sygehus- og sundhedsvæsenet næsten livstruende på grund af alt for få sygeplejersker, sosu’er med flere. Også antallet af uddannede lærere, pædagoger, politibetjente og mange andre er alt for lavt og vækker derfor berettiget bekymring. De er alle sammen mennesker, vi er dybt afhængige af, ikke kun i dag, men også i mange år frem.
Vores samfund er blevet rigere, videnskaben og opfindelser har skaffet os nye muligheder, så meget kan lade sig gøre, som man tidligere end ikke drømte om. Dermed har vi mennesker også øget vore forventninger til samfundet, og vi stiller større og større krav om alt muligt.
Hvis vi skuffes, og alt ikke går efter vore hoveder, klager vi bare næsten pr. automatik. Men stop lige lidt. Kast dog blikket ud på den omgivende verden blot et øjeblik, og vi vil erfare, hvor store problemer mennesker overalt på Jorden kæmper med. Der er tale om livstruende problemer, vi ikke har inde på livet. I erkendelse heraf må jeg af og til spørge mig selv: Er vi blevet et nydende, krævende folk – i virkeligheden et møgforkælet folk?
I Debatten blev det at gå på arbejde fremstillet i ikke særligt positive vendinger – nærmest som noget ubehageligt. Men hvorfor skulle det dog være så slemt at gå på arbejde? Mange af os – jeg indrømmer ikke alle – har jo holdt meget af vores mangeårige arbejde; det har for mange næsten været en meget væsentlig del af meningen med tilværelsen – også i en sådan grad, at det sociale samvær med kolleger eller bevidstheden om, at man udretter noget, har været utroligt betydningsfuldt, faktisk helsebevarende.
Det er med undtagelse af de helt nedslidte efter min mening ren luksus at arbejde på halv tid eller at forlade arbejdsmarkedet meget tidligt og så tilbringe i hvert fald en tredjedel af sit liv uden for fællesskabet med kolleger, som man kunne dele stort og småt, glæder og bekymringer med.
Glæden ved et socialt fællesskab i en tid, hvor ensomhed oftere og oftere italesættes, er befordrende for helbredet – bidrager i virkeligheden til livskvalitet. Oplevelsen af at bidrage med noget i det her samfund, om det nu er med at helbrede, undervise og danne eller at skabe noget værdifuldt – vigtig medicin, en smuk bygning, en nødvendig dingenot blot for at pege på nogle få af de myriader af nødvendige ting, vi er afhængige af til daglig – det er alt sammen eksempler på, hvordan vi er afhængige af hverandre.
En afhængighed, der kan skabe glæde og mening for den enkelte. En afhængighed, der også understreger nødvendigheden af, at vi nødvendigvis må tage hånd om hinanden.
Så jeg må spørge igen: Hvad er der blevet af glæden ved at arbejde? Er vi blevet et møgforkælet folkefærd?