Ingen vinder, når løn og vilkår fordeles fra Christiansborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi er enige med regeringen i, at der skal gøres noget for at sikre et godt arbejdsmiljø for vores offentligt ansatte. Det fortjener både fængselsbetjentene, bioanalytikere, pædagogerne og alle de andre faggrupper. Listen ville heldigvis blive lang, hvis vi skulle remse alle op. Netop derfor er det en uskik, at regeringen har fremhævet fire faggrupper, som skal have mere i løn. Alle andre må stå med en meget lang næse lige nu.

Ovenikøbet lægger regeringen ud med, at en af betingelserne for at få mere i løn – for de få udvalgte – er incitament til at gå op i tid. Dermed siger finansministeren også indirekte, at du som medarbejder er mere værd, når du arbejder fuldtid, end kollegerne på deltid. Det er ganske enkelt forkert.

Den medarbejder, som har valgt deltidsarbejdet for at passe på sig selv, tage sig af sin familie eller bruge tid hos sin gamle far på plejehjemmet, er præcis ligeså værdifuld for vores samfund som kollegaen, der arbejder fuldtid. Værdi kan ikke alene opgøres i timer på arbejdspladsen. Timerne uden for arbejdspladsen, som bruges på at gøre en frivillig forskel for andre mennesker, er ligeså værdifulde. Det har også Finansministeriet brug for at anerkende.

Forhandlingerne er derfor skæve fra start. Det er ikke regeringens opgave at fastsætte lønnen for de offentligt ansatte. Det har vi forhandlinger på arbejdsmarkedet, som kan, og den danske model har fungeret for vores samfund i årevis og skabt tryghed for mange. Det skal vi blive ved med.

Derudover risikerer vi fremover at se regering efter regering, hvor politikerne scorer billige point i valgkampene ved at love højere løn for de faggrupper, som råber højest, eller som de har en særlig kærlighed til. Det betyder, at alle de mange tusinde danskere, som bruger mere tid på at passe deres arbejde end at skrive til politikerne, bliver glemt – og pludselig får mindre i løn. Det er ikke rimeligt.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er det helt uden for skiven, at Finansministeriet blander sig i kravene på arbejdsmarkedet så konkret. Det er en politisk opgave at sikre rimelige vilkår for alle offentligt ansatte, så vi kan tiltrække dygtige og omsorgsfulde mennesker til vores sygehuse, skoler og vuggestuer. Men det må aldrig blive politikernes opgave at bestemme, hvordan den enkelte medarbejder fordeler sin tid mellem arbejde og fritid, kolleger og familie, lønnet og ulønnet arbejde.

Der er ingen, som vinder på den forhandling, som nu går i gang. Den er ulige fra start, den er på forkerte politiske præmisser, og vi deler til fulde håbet fra FH, når de siger: Lad dette være en engangsforestilling.