Hvorfor skulle man gide at arbejde for et velfærdssamfund, der alligevel ikke kan hjælpe alle?
Den aktuelle midterregering har trukket de gamle klassemodsætninger ud af virkeligheden og er blevet selve den politiske fortælling om samtiden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
»Hvis vi vil arbejde mindre, kan vi ikke have et velfærdssamfund, som vi har i dag,« udtaler overvismand Carl-Johan Dalgaard.
Det rejser unægtelig spørgsmålet om, hvorvidt det er værd at gide arbejde for det velfærdssamfund, som vi de facto har i dag, hvor sundhedssektoren flopper, ældresektoren lider af underbemanding, og uddannelserne fra børnehaver til universiteter konstant forringes, mens Forsvaret forgyldes, skattebetalingerne fra de rigeste forringes, og statskassen er for lille til at “rumme” de penge, der vælter ind.
Lægger man dertil, at uligheden stiger, fordi de dårligst stilledes indkomster konstant reduceres for at få dem til at leve op til det aktuelle politiske mantra om manglende arbejdskraft (og skattelettelser til de allerrigeste) oveni, at velfærdsområderne konstant udhules, så er der vel ingen grund til at overraskes over, at begejstringen for at arbejde forringes.
Det er længe siden, heltebegrebet har været anvendt, når det drejer sig om at arbejde, og det fortæller vel mest af alt, at arbejdets værdi mest opfattes en slavetilværelse, hvor man udfører sit arbejde, fordi man er tvunget til det, og ikke fordi man oplever det som en samfundsmæssig nødvendighed.
Et aktuelt eksempel: den 44-årige, der er avanceret og dermed bliver aflønnet bedre, udtaler, at den ekstra indkomst skal bruges, så han kan gå på pension som 65-årig.
Det mål står han bestemt ikke alene med. Det medfører ikke, at han skal arbejde mere, men bare med noget andet, indtil han kan blive frisat fra arbejdets tvang en seks-syv år tidligere end dem, som ikke har muligheden.
Det stærkt konservativt-liberale synspunkt om, at pengene skal blive i borgernes lommer, kommer til stå som en stærk kontrast til mantraet om at arbejde mere for fællesskabet, som derfor er det underliggende budskab for vismanden.
Praksis og forventningerne viser da netop, at de sætter sig i bevidstheden som et “Lad mig slippe ud at dette tidsrøvende nonsens så hurtigt som muligt!”
Hermed er der skabt basis for et nyt, moderne klassesamfund: middelklassen mod de fattigste.
Denne tilstand er efterhånden udviklet, så status i dag ikke er kapitalisten mod arbejderen, men den flertallige gruppe af middelklasse mod dem, der ikke kan eller vil leve op til middelklassens selvforståelse om at være den forbrugende og dermed selvdefinerede, lykkelige del af befolkningen, der forbruger efter et hypotetisk, lykkeskabende ideal, og dem, der hele tiden må se sig udskammet og udsat for diskrimination.
Den aktuelle regering over midten er signalet om middelklassens skamløse rovdrift på ressourcer og mentale rovdrift på dem, der ikke kan leve op til standarden.
Regeringen har ikke, kan ikke og vil ikke forrykke den ubalance, udviklingen har skabt, med andet end mere af samme slags, så i den forstand har regeringen vist sig at være et konkret udslag af en samfundsudvikling, der demonstrerer, at det tidligere klassesamfunds tid er endelig slut. Imens bliver den ene promille massivt overrige, mens det fælles levegrundlag konstant svækkes.