Kan vi være koranafbrændinger bekendt?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det meste af det danske medieparnas, godt suppleret af politiske kommentatorer og intellektuelle af alle observanser samt oppositionen, har sat sig op på en piedestal af astronomisk højde i forsvar for ytringsfriheden foranlediget af debatten om afbrænding og anden molestrering af Koranen og regeringens deraf følgende lovforslag.

Uheldigvis har vi i årevis fundet os i disse handlinger (ikke ytringer) fra nogle få fusentaster og tilmed udkommanderet store politistyrker til beskyttelse af dem.

Så nu ser det selvfølgelig ud, som om det er presset fra nogle muslimske lande, der får regeringen til at handle – den mest populære vending: at gøre knæfald.

Men som jeg forleden hørte juraprofessor emerita Eva Smith udtale, så er koranafbrænding noget, som vi som nation ganske enkelt ikke kan være bekendt, og som allerede for år tilbage burde være skredet ind over for – ikke mindst da det også er en forhånelse af en betydelig del af danske borgere og deres tro.

Et tankeeksperiment bidrager måske til forståelsen. Forestil blot en skole med f.eks. 10-15 pct. muslimske elever. Hvad ville der mon ske, hvis en gruppe etnisk danske elever med skolelederens stiltiende accept (skoleelever har vel også ytringsfrihed?) gik til samlet ”kamp” mod de muslimske elever, f.eks. ved afbrænding af Koranen i det store spisefrikvarter. Mon ikke den samlede medieverden ville reagere voldsomt mod det og forlange skolelederens hoved på et fad på forsiden?