Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Er et legeskur det bedste, vi kan tilbyde stofbrugere?

En trappesten og et legeskur er hverdag for stofbrugere. De har få andre steder at indtage deres stof. Det er uværdigt og farligt. Derfor kalder Kirkens Korshær på midler til stofindtagelsesrum.

Jeanette BauerChef, Kirkens Korshær

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Der sidder fire mænd på en trappesten. Tomme blikke. Heroin.« Sådan lyder det i Nik og Jays kæmpehit ”Kommer igen” fra 2008.

2008. Det er 15 år siden. Men billedet kunne – desværre – lige så godt være fra i dag. Et billede af mennesker, som er nødsaget til at indtage stoffer under uværdige og farlige forhold på gaden. Men er en trappesten, en baggård eller et legeskur virkelig det bedste, vi kan tilbyde de her medmennesker? Nogle af de allermest udsatte her til lands. Selvfølgelig ikke. Derfor kalder vi i Kirkens Korshær på midler til etablering og drift af nye stofindtagelsesrum i Danmarks største byer. I mere end 10 år har vi i Kirkens Korshær drevet stofindtagelsesrum. Først i Odense og siden i Aarhus og Vejle. Således driver vi tre af fem stofindtagelsesrum i Danmark – og heraf alle stofindtagelsesrum uden for København. Det gør vi, fordi alle mennesker har umistelig værdi. Og fordi der er efterspørgsel på at indtage stoffer under værdige og trygge forhold som alternativ til farlige og umenneskelige forhold på gaden.

I Danmarks fem stofindtagelsesrum fandt der samlet set 256.936 stofindtag sted i 2022. Det er en stigning på 53 pct. i antallet af stofindtagelser fra året før. Efterspørgslen er forståelig. For stofindtagelsesrummene redder liv, har en skadesreducerende effekt ud over det sædvanlige, og så sikrer de værdighed. Personalet vejleder ved stofindtaget og uddeler rene kanyler, så stofindtaget bliver så sikkert som muligt. Med færrest mulige skader til følge. Derudover giver personalet livreddende modgift og ilt i tilfælde af forgiftninger og overdoser. Samtidig skaber stofindtagelsesrum plads til værdige møder i øjenhøjde. Møder, der er med til at bygge bro til bedre liv – og måske endda til liv uden stoffer. Bl.a. gennem henvisninger til sundhedsfaglige og socialfaglige tilbud samt til rusmiddelbehandling. Det er vores klare erfaring, at der er behov for flere stofindtagelsesrum. Særligt i de større byer, men også flere mindre rum i København, der kan lette presset på de eksisterende.

I Kirkens Korshær står vi klar til at drive flere og sikre, at stofbrugere kan komme ind i varmen og – ikke mindst – ind i sikkerheden. Men det er en økonomisk stopklods, at hele regningen ligger hos kommunerne. Derfor opfordrer vi på det kraftigste til, at Christiansborgs politikere sikrer midlerne til opgaven. F.eks. via SSA-reserven og efter samme model som tidligere, så der både er økonomi til etablering og drift.